USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, støtter beslutningen om at iværksætte det andet angreb på en mistænkt narkobåd i Caribien, der fandt sted 2. september.

- Jeg støtter fuldt ud angrebet, siger Hegseth lørdag ved et forsvarsarrangement i delstaten Californien.

- Jeg ville selv have truffet samme beslutning.

En video af angrebet blev torsdag vist for medlemmer af Kongressen i Washington D.C. bag lukkede døre. Hegseth nægter lørdag at svare på, hvorvidt forsvarsministeriet vil offentliggøre videooptagelserne.

I alt 11 mennesker blev dræbt i de to angreb på båden i september.

Efter at båden blev ramt af et missil én gang, blev den angrebet igen, og netop det andet angreb kan - ifølge flere eksperter - have været ulovligt og har udløst anklager om en mulig krigsforbrydelse.

Ifølge folkeretten er det ulovligt at angribe nogen, der er såret.

Videoen af angrebet, som blev vist for de amerikanske lovgivere, viser to mænd klamre sig til vragdele, efter at deres fartøj var blevet ødelagt i det første luftangreb, siger to kilder med kendskab til billedmaterialet.

De to mænd var ifølge kilderne ubevæbnede og havde ikke noget synligt kommunikationsudstyr på sig.

Forsvarsministeriets egen krigsmanual forbyder angreb på kombattanter, der er ude af stand til at kæmpe, bevidstløse eller skibbrudne, så længe de undlader fjendtligheder og ikke forsøger at flygte.

Ifølge Washington Post gav Hegseth ordre til, at alle på båden skulle dræbes. Det afviser forsvarsministeren lørdag og kalder det absurd.

Embedsmænd i præsident Donald Trumps administration har sagt, at Hegseth ikke selv beordrede det ekstra angreb, som ifølge eksperter kan være i strid med international lov.

Det var ifølge Trumps administration admiral Frank Bradley, som var ansvarlig for aktionen på det tidspunkt, der gav ordre til, at båden skulle angribes igen, fordi den stadig kunne indeholde kokain.

Hegseth gentog lørdag sin forklaring om, at han selv var vidne til det første angreb på den mistænkte narkobåd, men herefter forlod han rummet for at deltage i et andet møde.

Angrebet 2. september var det første i en række mod mistænkte narkobåde i Caribien og Stillehavet som led i en større militærkampagne for at forhindre narkotika i at nå USA.

/ritzau/Reuters