Hedegaard i politisk trekantsdrama om klimaet

EU-Kommissionen er splittet i et opgør mellem kommissærerne om EUs klimakurs frem til 2030. Kommissærkollegiet er delt bag klimakommissær Connie Hedegaard og energikommissær Günther Oettinger. De to er dybt uenige om såvel CO2-mål og om forretningsgrundlaget for den grønne industri forud for lanceringen af deres fælles klima- og energiplan på onsdag. Konflikten tvinger kommissionsformand Barroso ud i et tungt dilemma.

José Manuel Barroso, Formand for EFkommissionen, Portugal (Højre) - Connie Hedegaard, Klimakommissær, Danmark (Midt) -  Günther Oettinger, Energikommissær, Tyskland (Venstre). Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BRUXELLES: EUs danske klimakommissær, Connie Hedegaard, står midt i det vigtigste opgør i sin kommissærperiode i kampen om EUs klimamål frem mod 2030. På onsdag skal hendes chef, formand for EU-Kommissonen, José Manuel Barroso, afgøre, om EUs klimamål frem mod 2030 bliver »grønne« eller »sorte« – eller om de skal være en blanding, som ifølge grønne virksomheder og miljøorganisationer i realiteten er sort.

Barroso lovede, inden denne kommission blev taget i ed, at han ville kæmpe klimaets sag. Afgørelsen på kommissærmødet på onsdag bliver højspændt og præget af dyb uenighed mellem fløjene, der støtter henholdsvis Connie Hedegaard og Günther Oettinger, EUs energikommissær. Kommissionen sitrer i sagen, for når beslutningen er truffet, skrives samtidig Barrosos, Hedegaards og Oettingers klimaeftermæle.

Fredag blev kommissærernes kabinetter orienteret om status i forhandlingerne, og mandag mødes kommissionens kabinetschefer i forsøget på at slå bro. Men på mødet onsdag vil Hedegaard og Oettinger efter alt at dømme ankomme uenige om både, hvor meget CO2-udledningerne skal begrænses og om, hvorvidt EU skal stille bindende mål for indførelse af vedvarende energi, som er et centralt element i 2020-planen.

Så Barroso skal vælge mellem Hedegaard og Oettinger.

Connie Hedegaard ønsker reduktion af CO2-udledningen med 40 procent i forhold til 1990-niveauet samt nationale bindende mål for andelen af vedvarende energi (VE) på 30 procent. Barrosos problem er, at der næppe kan skabes enighed om især VE-målet, når EUs stats- og regeringschefer skal tage stilling på topmøder i marts eller juni.

Vælger Barroso energikommissær Günther Oettingers krav om et CO2-mål på højst 35 procent uden bindende VE-mål, er det en udvanding så massiv, at EU ifølge producenter af klimateknologi, store dele af energisektoren og miljøorganisationerne bliver irrelevant som klimaforkæmper. Også dette bliver vanskeligt at få vedtaget på et topmøde.

Iskold luft mellem kommissærer

Forholdet mellem Oettinger og Hedegaard er arktisk, men efter mødet på onsdag vil de stå som fælles underskrivere af EUs klima- og energiudspil, der i skrivefasen har været genstand for usædvanlig og massiv lobbyinteresse og på det seneste været under stærkt pres fra medlemslande. Danmark er eksempelvis medunderskriver sammen med Tyskland og seks andre lande på et brev, hvori der opfordres til et CO2-mål på 40 procent. Bindende VE-mål kunne brevskriverne ikke enes om, men det har efterfølgende fået Tyskland til at understrege, at Tyskland ønsker begge dele.

Kommissærkollegiet er splittet. En del er imod et CO2-mål på 40 procent, men endnu flere afviser et mål på 35 procent. Samtidig mangler Connie Hedegaard bred opbakning til VE-mål.

Men uden VE-mål risikerer industrien af innovative grønne teknologiudviklere at blive tabt på gulvet. For uden VE-mål kan grøn teknologi ikke betale sig, lyder det bl.a. fra danske Vestas.

Kompromisforslag om et CO2-mål på 35-40 procent har været luftet, men hos formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, der skal lede topmøderne for stats- og regeringscheferne senere i år, vurderes det som alt for løst et mødegrundlag.

Konflikten raser på et tidspunkt, hvor lækkede dokumenter fra FN-klimapanelet IPCC viser, at klimaet har det langt værre end hidtil antaget. EUs CO2-udledninger udgør blot 10-12 procent af det globale niveau. Samtidig er Europas konkurrenceevne alvorligt presset: Skifergaseventyret sænkede fra 2005 til 2012 USAs gaspriser med 66 procent. I samme periode steg prisen i Europa 35 procent, og det er en del af forklaringen på EUs blødere kurs over for gasarten. Energi- og klimaplanen, der offentliggøres onsdag, ventes ikke længere at være en trussel mod den kontroversielle skifergasudvinding i EU. Opgøret finder sted før lukketid i kommissionen, som afløses af en ny til efteråret. Så en række kommissærer både plejer fremtidsdrømme og eftermæle som en del af spillet.

Mere end et prestigetab

Grønne organisationer og virksomheder opfordrer EU til at vente med klimaudspillet for at undgå udvanding enten af CO2- eller VE-målene. Fordi Barroso, Hedegaard og Oettinger går af i efteråret, kunne det ligne politisk forfængelighed, at målene skal hastes på plads nu. Men der er også realpolitisk nødvendighed i manøvren. Næste år er Frankrig vært for Cop 21, og hvis EU møder op uden en 2030-plan, er det ikke kun et prestigetab, men en mistet mulighed for at øve indflydelse.

En mulig mellemvej viste sig i slutningen af sidste uge: At man laver et CO2-reduktionsmål på 40 procent sammen med VE-mål, der er bindende for EU, men ikke for hvert land. Så kan Polen bruge kul og undlade VE-omlægning, Storbritannien kan nå sine CO2-mål ved brug af øget atomkraft, og Tyskland og Danmark kan være klimaets grønne spejdere og indfri EUs mål med VE-omlægning.

Et sådant kompromis vil udløse sørgemarch blandt EUs grønne kræfter, mens sværindustri og kullobbyen vil juble. Ikke mindst fordi VE-målet i dette kompromisforslag kan ende med at blive på 27 procent ved et CO2-mål på 40 procent. Får Oettinger sine 35 procent på CO2-målet, bliver VE-målet blot 24 procent – præcis det niveau, EU ifølge lækkede kommissionsberegninger vil lande på af sig selv i 2030 helt uden at gøre noget.

Klimastriden føres på ruinerne af en økonomisk krise, og det bliver ikke lettere af, at landene insisterer på retten til at gå hver sin vej i et Europa, hvor klimakampen ikke nødvendigvis længere vil føres med høje fællesnævnere, og hvor sejre ikke kommer af sig selv – uanset om man er sort eller grøn.

Chefen: José Manuel Barroso (Formand for EU-Kommissionen, Portugal)

Onsdag bestemmer Barroso sit klimaeftermæle, når han vælger mellem Hedegaard og Oettinger og spiller ud med 2030-klimamål. Barroso skal bl.a. beslutte, hvor meget CO2-udledningen skal reduceres, og om der skal sættes bindende mål for vedvarende energi. Beslutningen vil besvare spørgsmålet: Er Barroso og EU overhovedet så grøn, som Barroso lovede, da han tiltrådte?

Modstanderne:

Connie Hedegaard (Klimakommissær, Danmark)

Foreslår 2030-mål med en CO2-reduktion på 40 procent samt et bindende VE-mål på 30 procent. Er under stærkt internt og eksternt pres om såvel udledningsgrænser som VE-mål. Accepterer hjørnespark på bindende mål for energieffektivitet. Et endeligt udledningsmål på 40 procent uden et bindende VE-mål kan ikke kaldes en sejr for Hedegaard, som selv frygter for den grønne industris fremtid, hvis ikke EU får VE-forpligtelser.

Günther Oettinger (Energikommissær, Tyskland)

Tysklands EU-kommissær kan rigtig godt lide atomkraft. Vil kun være med til et CO2-mål på højst 35 procent. Enerådende, uforudsigelig og i øjeblikket helt på tværs af hjemlandets ønsker. Tidligere tilhænger af VE-mål, men er vendt på en tallerken. Mistænkes af sine modstandere for at have opfundet kravet om maks. 35 procent på CO2-udledningen for at skabe vægt bag kravet om at udvande VE-målene.

Oettinger-holdet:

Janusz Lewandowski (Budgetkommissær, Polen)

I denne sag mere polak end EU-kommissær. Polen oplevede 2020-målene som et ydmygende diktat og ville allerhelst have lov at udlede uden indblanding. EUs stats- og regeringschefer skal være enige i sagen senest til juni-topmødet. Hedegaards modstandere spiller på Polens modstand.

Antonio Tajani (Industrikommissær, Italien)

Sværindustriens mand, yndet af kullobbyen og modarbejder aktivt klimadagsordenen. Med DI-paraplyorganisationen Business Europe som heppekor går industrikommissæren ind for en reduktion af CO2-udledningen på højst 35 procent. Samarbejder tæt med Günther Oettinger.

Joaquin Almunia (Konkurrencekommissær, Spanien)

Da EU begyndte at forberede 2020-målene i 2004, var Almunia økonomikommissær og dengang åbent imod bindende VE-mål. 2020-målene var et nederlag for Almunia, for de inkluderede bindende VE-mål på 20 procent. Nu øjner Almunia et comeback (og payback).

Dacian Ciolos (Landbrugskommissær, Rumænien)

Er ikke lun på Hedegaards krav. Støtter Oettinger-fløjen, men omvendt vurderes han ikke som hendes stærkeste modstander.

Hedegaard-holdet:

Janez Potočnik (Miljøkommissær, Slovenien)

Potočnik har sit eget problem: Miljøregler for skifergas er blevet klimaopgørets forhandlingsvaluta. I forsøget på at give briter og polakker noget med hjem, der i det mindste kan give et ja til CO2-målet på 40 procent, bliver skiferreglerne vejledende, ikke bindende.

Olli Rehn (Økonomikommissær, Finland)

Er i opløbet om titlen som liberal spidskandidat til posten som den næste EU-kommissionsformand eller måske permanent eurogruppeformand. Går ind for et CO2- udledningsmål på 40 procent. Støtter bindende VE-mål, men det er ikke en hjertesag.

Nellie Kroes (Digitalkommissær, Holland)

Er med Hedegaard hele vejen, både i forhold til 40 procent CO2-reduktion og bindende nationale VE-mål.

Karel De Gucht (Handelskommissær, Belgien)

Støtter kravet om 40 procent CO2-reduktion og er åben for bindende nationale VE-mål.

Stats- og regeringscheferne:

2030-målene kræver enstemmighed ved et EU-topmøde i marts og senest i juni. Der er alliancer på kryds og tværs:

Tyskland, Danmark, Holland, Portugal, Storbritannien, Frankrig, Spanien, Østrig, Belgien og Italien ønsker et CO2-mål på 40 procent. VE-mål kunne de ikke enes om.

Skifergassens venner: Storbritannien, Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet.

Angela Merkel (Forbundskansler, Tyskland)

Vil afvikle tysk atomkraft, styrke VE-mål og begrænse brug af fossile brændstoffer. Projektet kan ikke lykkes uden ambitiøse, bindende udlednings- og VE-mål i EU. Tyskland har brug for hjælp og støtter Hedegaard, som nu har brug for kanslerens personlige engagement. I gældskrisen har Tyskland bestemt alt. Men har landet samme vægt på klimaområdet?

David Cameron (Premierminister, Storbritannien)

Siger at han vil skære CO2-udledningen med hele 50 procent. Hård modstander af bindende nationale VE-mål. Satser i stedet på atomkraft og skifergas. Grønne kræfter forudser, at han kan være klar til også at udvande CO2-målene for at sikre sit atomkraft- og skifereventyr.

Francois Hollande (Præsident, Frankrig)

Ønsker CO2-reduktion på 40 procent og bindende nationale VE-mål. Er vært for COP 21 i Paris i 2015 og har set, hvor skidt sådan et møde kan gå. Ønsker at EU er foregangseksempel med færdige klimamål, der kan støtte ham som forhandlingsleder ved COP 21.

Donald Tusk (Premierminister, Polen)

Donald Tusk er glad for kul og skifergas. Polen ønsker ingen EU-indblanding i området. Tusk vil næppe acceptere et udledningsmål på 40 procent uden at tage sig dyrt betalt i Det Europæiske Råd. Får allerede nu forskud med de lempelige EU-regler på skifergas. VE-mål har ingen adgang i Polen.

Europa-Parlamentet

Stats- og regeringschefernes kompromis bliver ikke virkelighed uden EU-Parlamentet, hvor industriudvalget og miljø- og energiudvalget ønsker tre bindende 2030-mål: Et CO2-mål på 40 procent, et VE-mål på 30 procent samt energi­effektivisering på 40 procent.