For nogle år siden skabte det furore i Danmark, at der var lige så mange kvindelige borgmestre, som der var borgmestre med fornavnet Erik.
I Tyskland er det nu Hans, som trækker de store overskrifter. En ny undersøgelse viser, at der siden 1949 er blevet udnævnt flere topembedsmænd (statssekretærer), der hedder Hans, end kvinder til de vigtige poster.
Debat om ligestilling
Undersøgelsen, der er foretaget af avisen Die Zeit, kommer på et tidspunkt, hvor tyskerne i forvejen er optaget af at diskutere ligestilling – eller mangel på samme.
For et par uger siden måtte en tysk virksomhed (Villeroy & Boch) for første gang undlade at udpege en kvinde til bestyrelsen, da virksomheden ikke kunne leve op til det nye kvotekrav.
I weekenden kritiserede kansler Angela Merkel sit eget ungdomsparti (»Junge Union«) for at have valgt en ny ledelse, der udelukkende bestod af mænd: »50 pct. af befolkningen mangler. Kvinder beriger livet, ikke kun privat, men også i politik.«

Nu viser det sig imidlertid, at kvinder i den grad er underrepræsenteret i den tyske centraladministration. Allerede i marts 2018 gav det anledning til stor debat, da indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) udpegede otte mandlige statssekretærer til »Indenrigs-, Bygnings- og Heimatministeriet«.
50 pct. af befolkningen mangler. Kvinder beriger livet, ikke kun privat, men også i poltitik.Kansler Angela Merkel
»Hans-Bremsen«
Avisen Die Zeit dokumenterer, at det bestemt ikke er undtagelsen. Fra 1949 og op til i dag har 692 fået den fornemme titel »beamteter Staatssekretär«, altså embedsmand på højeste plan.
Af dem er kun 19 kvinder, hvilket er færre end de 24, der hedder Hans. Lige efter følger 18, der hedder Karl.
Ifølge avisen kan forfremmelserne bedst betegnes som »Hans-princippet«, hvor mænd primært udpeger mænd.
De mange forfremmelser af mænd er sket på trods af, at der i mange ministerier i dag arbejder lige så mange kvinder som mænd. Dertil kommer, at Tyskland siden 2001 har haft en lov, der pålægger ministerier at sikre ligestillingen.
Endelig hører det med til billedet, at Tyskland i 13 år er blevet regeret af en kvindelig kansler.
Lovgivning om hjørnet
Den tyske justitsminister Katharina Barley (SPD) har reageret skarpt på, at loven ikke overholdes. Hun vil nu fremlægge en ny lov, som sikrer, at der i 2025 vil være 50 pct. kvinder på topembedsplan.
Barley refererer blandt andet til den lov, der pålægger erhvervslivets bestyrelser at styrke diversiteten:
»Vi kan ikke forlange af erhvervslivet, hvad vi ikke selv lever op til selv. Ligestilling af kvinder på alle niveauer må i 2018 være en selvfølgelighed.«
Avisen Die Zeit beretter om, hvordan diskrimination nu er blevet et tema, som kvindelige embedsmænd i højere grad rejser. I flere ministerier, herunder i Merkels statsministerium, har kvinder skrevet fælles protestskrivelser til de øverste ministre.
Kvindelig afløser for Maassen?
I tyske medier peges der også på, at regeringen har en oplagt chance for at vise, at piben nu skal have en anden lyd.
Efter at efterretningschef Hans-Georg Maassen måtte forlade sin post i kølvandet på de kontroversielle udtalelser om Chemnitz, skal Tyskland nemlig have en ny chef på den post.
Ligesom mange andre styrelser har efterretningschefen aldrig haft en kvindelig chef.