Hed østrigsk valgkamp i vente. Fra russisk lokkedue på Ibiza til Operation Reisswolf

Der har ikke været meget sommerferie for Østrigs politikere. Skandalevideoen med den russiske lokkedue i et sommerhus på Ibiza diskuteres fortsat indædt, og mandag fik tidligere topfigurer i Frihedspartiet ransaget deres hjem. Over det hele hænger et nyt spørgsmål: Hvorfor fik kansler Kurz destrueret fem harddiske?

Østrigs politik er ikke faldet til ro, efter skandalevideoen fra et sommerhus i Ibiza i maj slog ned som en bombe. På skjult kamera kunne østrigerne se deres vicekansler H.C Strache fra Frihedspartiet (FPÖ) indvillige i at tilbyde en kvindelig repræsentant for en russisk oligark store offentlige kontrakter mod at få (ulovlig) partistøtte fra russeren.

Videoen førte ikke alene til, at Strache trak sig, men også at kansler Sebastian Kurz’ koalitionsregering blev sprængt. FPÖ trak sine ministre ud af regeringen og stemte siden for et mistillidsvotum mod kansleren i parlamentet.