Hawking advarer: Trumps udmelding kan medføre uafvendelig skade

Donald Trumps beslutning om at trække sig ud af Paris-aftalen kan føre til uafvendelig skade på Jorden, siger den verdensberømte fysiker Stephen Hawking.

Den engelske videnskabsmand Stephen Hawking fyldte 75 år søndag d. 8 januar 2017. I et nyt interview med BBC News i forbindelse med fejringen, fortæller han blandt andet om sit syn på klimaforandringerne. Arkivfoto fra forlæsning i DRs koncertsal 24. august 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Den verdensberømte fysiker Stephen Hawking er bekymret for menneskehedens overlevelse, og særlig foruroliget er han over præsident Donald Trumps beslutning om at forlade klimaaftalen fra Paris. Det skriver den britiske TV-station BBC.

Professoren fra Cambridge, der er kendt for sine revolutionære teorier om sorte huller og kosmos, har talt med BBC News i forbindelse med sin 75 års fødselsdag, som han fejrer trods sin nervesygdom ALS. Her fortæller han, at den amerikanske præsidents beslutning kan skubbe Jorden ind i en udvikling, hvor den bliver til en glohed planet som Venus.

»Vi er tæt på vippen, hvor den globale opvarmning bliver irreversibel. Trumps handling kan skubbe jorden ud over kanten, så den bliver som Venus med en temperatur på 250 grader med regn af svovlsyre,« fortalte han BBC News.

Han frygter, at vores bedste håb er at overleve på andre planeter.

»Klimaændringer er en af ​​de store farer, vi står over for, og det er en, vi kan forhindre, hvis vi handler nu. Ved at benægte beviserne for klimaændringer og trække USA ud af Paris-klimaaftalen vil Donald Trump forårsage uundgåelig miljøskade på vores smukke planet,« siger professoren.

Det er ikke første gang, Stephen Hawking advarer om menneskehedens truede overlevelse. I maj gav han også udtryk for sin pessimisme, da han i en dokumentarfilm på BBC med titlen »Expedition New Earth«, omtalt i Berlingske, gav os 100 år til at lære at bebo en anden planet for ikke at uddø.

I interviewet med BBC News forklarer han også, at han frygter, at menneskets evolution har en indbygget grådighed og aggression. Han ser ingen tegn på, at der kommer færre konflikter, og med masseødelæggelsesvåben og atombomber kan det få katastrofale følger. Derfor er menneskehedens bedste håb for overlevelse at fortsætte livet i mindre uafhængige kolonier i rummet, mener han.