Havet har taget ni meter af Skåne

Stormen flyttede vandet i Øresund så meget, at en del af Skånes sydkyst er blevet spist af havet.

Weekendens stormvejr piskede Øresund så meget op, at bølgerne, der hamrede ind imod Skånes sydkyst, har taget i gennemsnit ni meter af en kyststrækning ved Ystad i det sydlige Sverige.

Ved Löderups strandpark nær Ystad har indbyggerne i årevis været plaget af kystens erosion og har forsøgt at forstærke den med sten.

Men mange af anstrengelserne viste sig i weekenden utilstrækkelige, og flere steder er der taget mere end ni meter.

Nogle sommerhusejere havde inden weekenden 15 meter ned til vandet, nu har de tre.

Campingpladsen ved Löderup er også blevet mindre. Kjell Ahlqwist, der ejer campingpladsen, fortæller, at en del af strandkanten langs pladsen er væk, og at han har mistet omkring 25 pladser til campingvogne.

/ritzau/