Kun et halvt år nåede Claudine Gay at stå i spidsen for et af USA's mest anerkendte universiteter, Harvard University, før hun tirsdag meddelte sin afgang.

Det sker i kølvandet på en omstridt høring i Kongressen om antisemitisme på universiteterne og beskyldninger om, at hun i sin karriere har plagieret andre forskere.

- Det står klart, at det er bedst for Harvard, at jeg træder tilbage, så vores fællesskab kan navigere i denne ekstraordinært vanskelige tid med fokus på institutionen frem for et enkelt individ, skriver hun i en meddelelse til skolens studerende og personale.

Claudine Gay kom for alvor i vælten oven på Hamas' angreb på Israel 7. oktober. Hun blev af flere beskyldt for ikke at skride hårdt nok ind over for antisemitisme blandt de studerende og for ikke at fordømme angrebet tydeligt nok.

Det førte til, at hun i december deltog i en høring i Kongressen sammen med to andre universitetsledere.

Her blev Gay spurgt, om en "hypotetisk opfordring" til folkemord på jøder ville være et brud på skolens regler og svarede, at det "afhang af sammenhængen".

Gay ville værne om ytringsfriheden, men afviste samtidig, at det var ensbetydende med, at hun og Harvard accepterede opfordringer til vold mod jødiske studerende.

Det førte til protester fra blandt andet 70 kongresmedlemmer, der opfordrede til, at hun skulle fyres sammen med de to øvrige ledere fra henholdsvis University of Pennsylvania og MIT.

Samtidig opstod der beskyldninger om, at Gay i sit akademiske arbejde havde plagieret andre forskere.

Harvard Corporation, som universitets bestyrelse kaldes, har undersøgt de værker, hvor Claudine Gay skulle have kopieret andres værker, men har efter eget udsagn kun fundet få tilfælde, hvor andre kilder ikke er citeret fyldestgørende.

Senest har et udvalg under Repræsentanternes Hus besluttet at gennemgå Claudine Gays værker for at sikre, at de lever op til samme akademiske standarder, som det forventes, at de studerende overholder.

/ritzau/