Harry og Meghan får ny status i kongehuset fra april

Det vides endnu ikke, om Harry og Meghan mister deres royale titler, oplyser det britiske kongehus.

Prins Harry og hustru Meghan Markle. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW MILLIGAN

Den britiske prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, får efter den 31. marts en ny status i det britiske kongehus.

Det oplyser kongehuset ifølge britiske ITVs royale redaktør, Chris Ship.

»Fra den 1. april har Harry og Meghan ikke længere et kontor på Buckingham Palace,« skriver han på Twitter.

Han tilføjer, at kongehuset stadig overvejer parrets brug af royale titler fremover. Diskussionerne er angiveligt stadig i gang, lyder det.

Harry og Meghan chokerede i januar med deres udmelding:

»Vi har en intention om at træde tilbage som »seniormedlemmer« af den royale familie og arbejde for at blive økonomisk uafhængige, mens vi fortsætter med fuldt ud at støtte Hendes Majestæt Dronningen,« lød det.

Efter udmeldingen har parret brugt meget tid i Canada.

Ifølge Sky News vender Harry og Meghan dog tilbage til Storbritannien for at deltage i mindst seks forskellige arrangementer i februar og marts.

Det bliver deres sidste forpligtelser, inden de trækker sig tilbage.

Harry og Meghan har blandt andet angivet den britiske presses voldsomme bevågenhed og til tider kritiske tilgang til parret som en af årsagerne til, at de ikke længere ønsker at være en fremtrædende del af kongefamilien.

/ritzau/

Opdateres...