Demokraternes kandidat til sidste års præsidentvalg i USA, Kamala Harris, langer i en ny bog ud efter partifæller, som er i spil til at blive præsidentkandidater i 2028.
Det skriver Politico.
Bogen hedder "107 Days" og udkommer 23. september.
Blandt dem er Californiens guvernør, Gavin Newsom, som ifølge Harris ikke var til at få fat på, i de hektiske timer efter at den daværende præsident Joe Biden trak sig som præsidentkandidat.
- På vandretur. Ringer tilbage, lød det ifølge den tidligere vicepræsident fra Newsom i et opkald. Hun bemærker i bogen i en parentes, at "det gjorde han aldrig".
Bogen gennemgår Harris' ultrakorte præsidentkampagne efter Bidens beslutning om at trække sig.
Harris, der ifølge Politico er kendt for at være behersket i sin kommunikation, giver et relativt ufiltreret indblik i sit mislykkede forsøg på at blive USA's præsident.
Hun kritiserer også det, som hun kalder Bidens hensynsløshed ved i første omgang at genopstille. Hun nævner allerede tidligt i bogen navne på demokrater, der reagerede på, at Harris måtte træde i hans sted.
Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro, og tidligere transportminister i Bidens regering Pete Buttigieg var hurtige til at støtte hende.
Men andre, såsom Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, var mere tilbageholdende. Og Illinois guvernør, JB Pritzker, sagde at han ikke kunne støtte hende.
Californiens guvernør, Gavin Newsom, hvis status blandt sandsynlige kandidater til 2028 er steget kraftigt i de seneste uger, får bemærkelsesværdigt sparsom omtale i bogen, i betragtning af at han og Harris er venner privat.
Det fremgår i bogen ikke, at Newsom efter få timer selv udtrykte sin støtte til Harris.
En talsperson for Newsom har over for Politico afvist at kommentere anekdoten.
Harris kommer i bogen også ind på, at hendes førstevalg til posten som vicepræsident var Buttigieg, men at hun endte med at vælge Tim Waltz, fordi hun ikke kunne risikere at vælge en homoseksuel vicepræsidentkandidat.
- Vi bad allerede om meget af USA: at acceptere en kvinde, en sort kvinde, en sort kvinde gift med en jødisk mand.
- En del af mig havde lyst til at sige: "Skidt med det, lad os bare gøre det". Men når jeg vidste, hvad der var på spil, var det en for stor risiko, skriver Harris.
/ritzau/