For åben mikrofon kom Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, til at indrømme, at hun oplever udfordringer i sine bestræbelser på at overbevise mandlige vælgere om, at hun fortjener deres stemme.

Ordene faldt i en samtale med Michigans guvernør, Gretchen Whitmer.

I et klip, som Fox News har delt, får de to politikere sig en øl sammen på en lokal bar. De er omgivet af fotografer, kan man se i klippet.

»Sagen er, at vi er nødt til at vinde terræn blandt mænd,« kan man høre Harris sige til Whitmer.

Den demokratiske præsidentkandidat kigger kort efter op og får tilsyneladende øje på en eller flere mikrofoner, der opfangede den private samtale.

»Åh, vi har mikrofoner herinde, som bare lytter til alt,« siger Harris:

»Det var jeg ikke klar over.«

Obamas opsang

En måling fra The New York Times viser, at flere kvinder stemmer på Harris end på Trump. 54 procent stemmer på demokraten, mens 42 procent stemmer på Trump. 

Omvendt stemmer 55 procent af mændene på Trump, mens kun 41 procent stemmer på Harris. 

Problemerne med at overbevise de mandlige vælgere fik senest Barack Obama til at komme med en opsang til mandlige sorte vælgere, der overvejede ikke at stemme. 

»Det er ikke acceptabelt,« sagde Barack Obama ifølge CNN.

Han tilføjede, at han har et problem med, at sorte mænd finder på undskyldninger for ikke at stemme på Kamala Harris.

»Det får mig til at tro – og her taler jeg direkte til mændene – at I bare ikke bryder jer om tanken om at have en kvindelig præsident.«

Vicepræsidenten håber at kunne overbevise de mandlige vælgere i den vigtige svingstat Michigan, som hun besøgte mandag. 

Der er hendes forspring forsvundet, så Trump nu har en spinkel føring. 

Der er præcis en uge til, at amerikanerne går til stemmeurnerne.