»Har de ret, fordi de er stærkest?«

Separatisterne vandt. Med våben og valgurner knækker de Krim løs fra Ukraine og lægger halvøen i hænderne på Rusland. Men noget andet er også knækket på Krim. En kulde spreder sig mellem naboer, der troede de kendte hinanden.

En drøm om gammel storhed: En mand kysser det sovjetiske flag på Leninpladsen i Simferopol under festlighederne i kølvandet på valget, som allerede tidligt på søndagen pegede i retning af et overvældende ja-tak fra Krim til at blive en del af Rusland. Fold sammen
Læs mere

SIMFEROPOL: Vitalij Glusjkov står i udkanten af festen på Leninpladsen. Overalt er der russiske flag. Nogle blafrer fra plastikpinde. Andre er malet på kinder. Russisk popmusik brager ud fra højtalerne. Midt i det hele stavrer et par gøglere på stylteben rundt.

»Vi har vundet,« råber en af styltemændene, der næsten rager op i højde med Lenin på piedestalen.

Vitalij står nedenunder og prøver at forstå, at det hele virkelig er virkeligt. Han har ventet på dette øjeblik i snart 23 år, siger han. Lige siden Sovjetunionen brød sammen og efterlod Krim i et nyt selvstændigt Ukraine.

»Ukraine var aldrig vores land. De klemte det ned over os som en skjorte, der ikke passede,« siger Vitalij Glusjkov, en 63-årig pensioneret gymnasielærer.

»Husk på, at dette ikke er en sammenslutning med Rusland. Det er en genforening. Derfor er dagen i dag en festdag,« siger han.

Festen på Leninpladsen har været i gang fra morgenstunden, længe inden aftenens storsejr blev officielt annonceret. Ingen her er det mindste i tvivl om, at Krim nu bliver russisk. Her rører det ikke folk, at stort set hele resten af verden – undtagen Rusland – regner folkeafstemningen for ulovlig og ugyldig. Det bekymrer dem ikke, at modstandere af en sammenslutning med Rusland boykotter den. Og de ryster på hovedet af dem, der siger, at man ikke kan have en folkeafstemning, når et landområde er indtaget af soldater og pansrede køretøjer fra et fremmed land.

Dette er historisk, historisk, siger de igen og igen.

»Flertallet bestemmer. Er det måske ikke demokrati,« spørger Aleksej, en uniformeret mand i 40erne.

Ring om byen

Han fremviser stolt sit skuldermærke, der kendetegner det, der ifølge de nye pro-russiske magthavere er Krims nye uafhængige hær. »Opblomstring i enhed,« lyder mottoet.

»Hvis man vil vinde, så må man vise styrke,« siger Aleksej.

Det gør separatisterne. De seneste dage og uger har Krims nye magthavere samlet paramilitær råstyrke i en grad, så ingen længere siger dem imod. Soldaterne på pladsen er lige så talrige som de russiske flag. På den anden side af Lenin har den nye hær slået ring om regeringsbygningen, hvor Krims nye leder, Sergej Aksjonov, holder til.

Siden han kom til magten for tre uger siden, er de ukrainske flag et for et blevet udryddet fra Krim. I Simferopol ser man ikke en eneste plakat, der støtter folkeafstemningens anden mulighed: At forblive en del af Ukraine.

Det var også Aksjonov, der for to uger siden bad den russiske præsident, Vladimir Putin, om at sende russiske soldater til Krim. De omringer og besætter nu de tilbageværende ukrainske baser på halvøen, så ingen skulle få den tanke at sætte sig til modværge mod Aksjonovs flertal.

»Nej, vi har ikke stemt. Det kan vi ikke,« siger Sergej Gunder.

Oberstløjtnanten på kasernen i byen Bakhtjisaraj, en times kørsel syd for Simferopol, peger over den hullede gårdsplads. Der står fire maskerede russiske soldater med maskingeværer ved siden af en Tigr-jeep.

Størstedelen af basen har i to uger i praksis været under russisk kontrol, siger han.

Siden da har soldaterne sammen med Krims nye hær forsøgt at true ham og 15 tilbageværende ukrainske soldater til at skifte side. De skal sværge troskab til Sergej Aksjonov, ellers får de ikke lov at forlade basen, fortæller han.

»Jeg ved ikke engang, hvad der sker i morgen. Jeg vil blive her så længe som muligt for at forhindre plyndring og hærværk på statslig ejendom,« siger Sergej Gunder.

»Ukraine er her ikke mere«

Mange af de ukrainske soldater har givet efter for presset og sluttet sig til separatisterne. Baserne skal senest dagen efter folke­afstemningen overgå til separatisternes kontrol, har Aksjonov beordret. Derfor har ukrainerne ikke andet valg end at »tjene Krims folk«, siger manden, der nu kalder sig Krim-hærens øverstkommanderende på basen.

»Det dér land er forsvundet i dag, forstår De? Ukraine er her ikke mere. Disse folk skal tage en beslutning meget snart. Ellers går det galt,« siger Aleksandr Antutjiv, en hvidhåret mand med brede skuldre, tatoveringer på fingrene og en Kalashnikov slænget over skulderen.Ellers kan det komme til kampe?»Ja. Det er samme historie som under den Store Fædrelandskrig (Anden Verdenskrig, red.). Der var nogen, der mødte nazisterne med brød. Og der var nogen, der mødte dem med kampvogne. Man må vælge, om man er på vores side, eller om man er forræder,« siger han, mens hans hænder hviler på geværløbet.»Ligesom med tatarene,« fortsætter han med henvisning til sovjetdiktatoren Josef Stalins paranoide forræderianklager mod halvøens mindretal af krimtatarer under Anden Verdenskrig.

Historiens sår kan værke, når grænser rippes op. Og det gjorde de i går på Krim. Det er ikke første gang på valgdagen, at der falder rå bemærkninger om halvøens tatariske mindretal. Måske fordi de på dagen for afstemningen udgjorde de mest højlydte modstandere af en løsrivelse fra Ukraine og en sammenslutning med Rusland.

Forsiden af medaljen

Tatariske politikere har opfordret til en boykot af folkeafstemningen. Og mange er dybt skræmte over udsigten til at leve på et Krim, hvor Sergej Aksjonovs milits patruljerer i gaderne.

»Jeg kender ikke mine venner igen. Det er som om, de er blevet hjernevasket allesammen,« siger Aziz Abdulmain fra landsbyen Novenkoje få kilometer fra militærbasen.

»De ser kun forsiden af medaljen. De tror, vi bliver rige med Rusland. De ser ikke at disse banditter har taget magten eller militserne, der går på gaden eller de russiske soldater,« siger 34-årige Aziz Abdulmain, der arbejder i hotelbranchen.

»Har de ret, fordi de er stærkest? Hvorfor har Aksjonov ret til at bygge et diktatur på vores historiske hjemland,« spørger han.

Men det værste er, at forholdet til naboer og venner i den lille landsby er blevet ødelagt. Familiens russiske naboer er også grebet af stemningen. De vil stemme Krim til Rusland og kalder de nye magthavere i Kiev for fascister. De kan knapt tale sammen længere, siger Aziz’ mor, Naria Bilalova.

»Jeg er meget bange. Der er kommet en kulde mellem folk. De ser på os, og jeg kan se, at de ikke forstår os længere. Vi er allesammen bange for, at der kan ske noget frygteligt,« siger hun.

Følelsen af sikkerhed er væk

Hun sendte i sidste uge to af sine børnebørn til familiemedlemmer i den ukrainske by Odessa. De er ikke sikre på Krim efter folkeafstemningen, frygter hun.

Det skete umiddelbart efter, at en række tatariske indbyggere i Bakhtjisaraj fandt, at deres huse i løbet af natten var blevet mærket med et kryds.

Det var sandsynligvis bare en »provokation«, mener Aziz.

»Men det spreder angst. Vi har ikke sovet de seneste nætter. Følelsen af sikkerhed er væk,« siger han.

300 meter fra familiens hus ligger valgstedet i den lille overvejende tatariske landsby. Lokalet er tomt bortset fra de valgtilforordnede. De har ikke meget til overs for de udeblevne vælgere.

»Det er fordi, de har fået en ordre fra deres politiske ledere. Derfor kommer de ikke og stemmer. De er et meget disciplineret folk,« siger Ljubov Panfilejeva, formand for den lokale valgkommission.

Hun har ligesom de omkring hundrede russisksprogede i landsbyen stemt for længst.

Så vidt man kan se gennem den gennemsigtige urne, så er alle de afgivne stemmer et rungende »ja« til Rusland. Krim-tatarene er af en anden mening, erkender Ljubov Panfilejeva.

»Jeg forstår dem ikke. De siger, at de er i fare og alt muligt. Helt ærligt, det er overdrevet. Vi vil alle leve i fred,« siger Ljubov Panfilejeva og peger over på urnen.

»Men de skal forstå, at vi er flest. Mindretallet bestemmer ikke,« siger hun.