Har 2.750 ton ammoniumnitrat, NH4NO3, virkelig effekt som en atombombe? Ja, siger sprængstofsekspert

Eksplosionen i Beirut tirsdag aften svarer i effekt til et mindre taktisk atomvåben, vurderer dansk sprængstofekspert. At lade mere end 2.700 ton eksplosionsfarlige kemikalier ligge hen uden tilsyn i seks år, er så risikabelt, som det overhovedet kan være, siger han.

2.750 ton af stoffet ammoniumnitrat (NH4NO3) er ifølge de libanesiske myndigheder skyld i den eksplosionskatastrofe, som tirsdag ramte Beirut med apokalyptisk styrke.

Flere øjenvidner har sammenlignet eksplosionen med at blive ramt af en atombombe, og sammenligningen er ikke helt skæv, hvis man spørger sprængningsekspert Erik Krogh Lauritzen, der har en fortid i forsvaret og i dag rådgiver om sprængninger, f.eks. i forbindelse med nedrivning af bygninger.