Han er kendt for at gå til kanten i udlændingedebatten i Storbritannien. 

Men nu er den britiske højrefløjsaktivist Tommy Robinson gået for langt. Mandag har han fået en dom på 18 måneders fængsel for at gentage beskyldninger rettet mod en syrisk flygtning. 

Det skriver flere britiske medier herunder BBC.

Hele sagen kan spores tilbage til 2018, hvor en video af et voldeligt overfald gik viralt på sociale medier. Videoen viser den syriske flygtning Jamal Hijazi blive overfaldet af en anden elev på Hijazis skole. 

Men til sine godt én million følgere på Facebook fremstillede Robinson det, som om det var Hijazi, der var en »voldelig bølle«. Opslaget på Robinsons Facebook-side resulterede blandt andet i dødstrusler mod Hijazi og hans familie. 

Den britisk højesteret bestemte i 2021 – tre år efter overfaldet på Hijazi – at Tommy Robinsons beskyldninger mod Jamal Hijazi var grundløse, og retten besluttede derfor, at beskyldningerne ikke måtte gentages. 

Hijazi modtog desuden 100.000 pund – svarende til knap 900.000 kroner – i godtgørelse, fordi både han og hans familie modtog dødstrusler. 

Det forhindrede imidlertid ikke Tommy Robinson i at gentage sine anklager mod syriske Hijazi. 

I opslag, der ifølge BBC er nået ud til i omegnen af 47 millioner mennesker, hævder Robinson, at der var hold i hans anklager mod Hijazi, og at han var blevet forsøgt »gjort tavs« af staten. 

I juli i år fremviste Robinson desuden den oprindelige video til tusinder af fremmødte støtter på Trafalgar Square i London. 

Og det var særligt det, der blev lagt vægt på under mandagens domsafsigelse mod Robinson. 

»Ingen står over loven. Ingen kan vælge, hvilke love eller hvilke påbud de vil følge, og hvilke de ikke vil,« lød det fra dommeren. 

»Selv hvis de mener, at et påbud er i strid med deres synspunkter, skal de overholde påbuddet. De har ikke ret til at udpege sig selv som dommer i egen ret. Ellers ville retsplejen og retsstatens principper bryde sammen.«

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.