Hanne Bech Hansen i norsk terrorkommission

Københavns tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen i kommission, som skal afdække terrormassakre i Oslo.

Hanne Bech Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hanne Bech Hansen er udpeget til medlem af en norsk regeringskommission, som skal kortlægge terrorangrebet den 22. juli i Oslo.

Det bekræfter hun over for Ritzau..

Hanne Bech Hansen er tidligere politidirektør i København og tidligere leder i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

22. julikommissionen får otte medlemmer og skal ledes af juristen Alexandra Bech Gjørv.

Blandt medlemmerne af kommissionen er terrorforskere og repræsentanter fra forsvaret og sundhedsvæsnet.

Kommissionen skal undersøge, hvordan beredskabet og alle involverede organer reagerede og optrådte i forbindelse med terrorbomben i Oslo og den efterfølgende skudmassakre på øen Utøya.

Anders Behring Breivik, der begik terrorangrebet, dræbte 77 mennesker.

Formålet med kommissionen er, at den skal skabe tryghed, siger Jens Stoltenberg, Norges statsminister.

- Tusindvis af mennesker over hele landet har brug for omsorg og hjælp. For dem er det afgørende at få svar på spørgsmålet: Hvad skete der, og hvorfor skete det?, siger Stoltenberg.

- Det er også vigtigt for os som nation. Vi skal lære af terrorangrebet. Målet er, at det ikke skal ske igen. Målet er større tryghed, siger statsministeren.

Han tilføjer, at for at Norge skal kunne komme videre som nation, er det vigtigt, at "vi ved alt, som det er muligt at vide".

- Målet er, at Norge skal være bedst mulig rustet til at afværge fremtidige angreb, til at reducere konsekvenserne af mulige nye angreb og til at håndtere eventuelle kriser. Et folk i frygt er ikke et frit folk, siger Stoltenberg.

/ritzau/NTB