Kina vil med øjeblikkelig virkning - som reaktion på præsident Donald Trumps handelsrestriktioner mod Kina - indføre importafgift på op til 25 procent på 128 amerikansk producerede produkter; herunder svin, stålrør og en række frugter som æbler, vandmeloner og jordbær.
Den kinesiske regerings modtræk kommer efter Trumps nylige annoncering af, at USA vil forhøje importafgiften på stål og aluminium fra Kina og andre lande. Den amerikanske præsident har også taget skridt til at lægge yderligere handelsrestriktioner på andre kinesisk producerede produkter til en værdi af 60 milliarder dollar og begrænse Kinas muligheder for at investere i den amerikanske teknologiindustri.
Kinas træk har angiveligt til formål at presse Trump til at opgive sine handelsrestriktioner.
»Vi håber, at USA så hurtigt som muligt vil ophæve sine foranstaltninger, der overtræder Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler,« lyder det i en online-erklæring fra den kinesiske regering ifølge New York Times.
»Kina og USA er verdens to største økonomier, og samarbejde er det eneste rigtige valg. Begge sider bør bruge dialog og høring for at løse deres fælles bekymring.«
Allerede under sin valgkamp anførte Donald Trump, at USA bliver snydt handelsmæssigt, og ikke mindst Kinas fremfærd har han været vred over.
Han har anklaget Kina for at være skyld i lukningen af 60.000 virksomheder i USA og tab af seks millioner amerikanske job.
Og han finder, at tidligere amerikanske regeringer har været alt for eftergivende i forhold til at lade Kina misbruge internationale regler for handel og den intellektuelle ejendomsret ved at producere kopiprodukter af varemærker.
Kina har samtidig også indført en del begrænsninger på import af udenlandske varer og udenlandske investeringer.
Trump finder, at forskellen på de to landes eksport er alt for stor. I 2017 eksporterede Kina for 505 mia. dollar til USA, mens USA eksporterede for 135 mia. dollar til Kina - altså kun godt en fjerdedel af den kinesiske.
Alligevel udtrykker både amerikanske virksomheder og andre landes ledere bekymring over den eskalerende handelskrig, selv om der i Vesten er udbredt enighed om, at Kina konkurrerer på urimelig vis og også flere gange har devalueret sin valuta for at fremme sin eksport.
Men frihandel har øget verdens velstand, og flere handelsrestriktioner frygtes at lægge en dæmper på den globale økonomi.
I USA er ikke mindst landbruget bekymret for at blive fanget i en handelskrig, skriver The Washington Post. De amerikanske svineavlere eksporterede sidste år for 1,1 milliarder dollar til Kina, der udgør deres tredje største marked.
Deres frygt for faldende eksport er ikke blevet mindre af, at Donald Trump i weekenden på Twitter truede Mexico med at opsige handelsaftalen NAFTA, hvis Mexico ikke gør mere for at stoppe immigranter fra at komme ind i USA. Aftalen genforhandles for øjeblikket.
Som en af sine første gerninger som præsident trak Trump USA ud af handelsaftalen Trans-Pacific Partnership (TPP). Trump ønsker i stedet at indgå aftaler med individuelle lande for at kunne sætte »Amerika Først«.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA