Han ligner en »dead man walking« – Kun 15 procent ønsker, at Netanyahu fortsætter
Kun 15 procent af israelerne ønsker, at Netanyahu skal fortsætte som premierminister efter krigen mellem Hamas og Israel, viser ny meningsmåling.

Kun 15 procent af israelerne ønsker, at Netanyahu skal fortsætte som premierminister efter krigen mellem Hamas og Israel, viser ny meningsmåling.

Kun 15 procent af israelerne ønsker, at premierminister Benjamin Netanyahu forbliver i embedet, efter krigen i Gaza slutter, selvom mange stadig støtter hans strategi om at »tilintetgøre« Hamas.
Det viser en ny meningsmåling fra Israel Democracy Institute (IDI) ifølge Reuters.
Mens 15 procent israelere ønsker, at Netanyahu skal fortsætte som premierminister, så ønsker 23 procent af de adspurgte, at hans politiske rival og nuværende krigskabinetpartner, Benny Gantz, bliver premierminister. Omkring 30 procent svarede, at de ikke har en foretrukken leder.
Netanyahu har flere gange udtalt, at det kræver et intenst militært pres, hvis de resterende 129 gidsler, der stadig holdes i Gaza, skal løslades.
I meningsmålingen svarede 56 procent af de adspurgte, at den igangværende militæroffensiv er den bedste måde at få gidslerne løsladt, mens 24 procent mente, at den bedste løsning er en »bytteaftale«, hvor der også løslades nogle af de tusindvis af palæstinensiske fanger, der sidder i fangenskab i de israelske fængsler.
Undersøgelsen blev besvaret af 746 respondenter mellem den 25. og den 28. december. En tidligere IDI-måling i december viste, at 69 procent af israelerne mener, at der bør afholdes valg, så snart krigen slutter.
Netanyahu sagde lørdag, at det vil vare måneder, »før sejren er opnået«. Undersøgelser har vist, at hans popularitet er faldet kraftigt siden terrorangrebet den 7. oktober.