Attentatforsøget mod ekspræsident Donald Trump har bragt rystelser gennem USA og resten af verden.
Den formodede gerningsmand formåede at snitte Trumps ene øre, så blodet løb ned ad hans ansigt. Men han ramte også flere tilskuere, som stod bag ved den tidligere præsident. En af dem afgik ved døden.
Og nu er der kommet flere oplysninger frem om den 50-årige mand, der døde, fordi han kastede sig ind foran sin familie for at beskytte dem.
Det beskriver flere internationale medier og henviser til officielle amerikanske myndigheder.
Navnet på manden er Corey Comperatore, der blandt andet var frivillig brandchef.
»Hadet til én mand tog livet af den ene mand, vi elskede mest. Det her føles som et forfærdeligt mareridt, men vi ved, at det er vores smertelige virkelighed,« lyder det fra ofrets søster i et opslag på Facebook, skriver The Washington Post.
»Corey døde som en helt,« lyder det fra Josh Shapiro, der er guvernør Pennsylvania, hvor attentatet fandt sted, og som har talt med den afdødes kone og to døtre ifølge BBC.
Guvernøren fortæller, at Corey Comperatore gik i kirke hver søndag, og at han »elskede sit lokalsamfund og især sin familie«.

De to sårede er i stabil tilstand
Donald Trump havde i weekenden samlet en del Trump-tilhængere til et vælgermøde i Pennsylvania.
Men på et hustag, cirka 150 meter væk, lå en skytte, som affyrede flere skud i retning af den tidligere præsident.
Ud over drabet på Corey Comperatore blev to andre tilskuere såret.
Politiet i Pennsylvania fortæller, at de to andre, som blev skudt, er den 57-årige David Dutch og den 74-årige James Copenhaver.
Efter skyderiet var de begge i kritisk tilstand, men søndag aften dansk tid lød det, at deres tilstand er stabil.
Ifølge guvernør Josh Shapiro var Corey Comperatore en »ivrig« tilhænger af Donald Trump og havde set frem til at deltage i vælgermødet lørdag.
»Corey var den bedste af os. Må hans minde være en velsignelse. I går aftes var chokerende … politiske uenigheder kan aldrig, aldrig løses gennem vold,« siger Josh Shapiro.
Ud over at arbejde som frivillig brandmand var han også ansat som ingeniør i en virksomhed, som fremstiller plastik.
Amerikansk politi mener, at gerningsmanden bag skyderiet er den 20-årige mand Thomas Matthew Crooks, som kort efter skyderiet blev skudt og dræbt af en Secret Service-snigskytte.
Der er ikke kommet nærmere oplysninger frem om et motiv, ud over at FBI vurderer, at der er tale om et attentatforsøg mod den tidligere præsident.