Han kalder Moskva en »smuk by«. Nu afslører ekskansleren, hvad han talte med Putin om

Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder afslører nu efter et omstridt besøg i sidste uge, at han har mødtes med Putin i Moskva. Ekskanslerens referat af mødet lyder – igen – som et ekko af den russiske præsident.

Et spekulativt besøg hos Vladimir Putin blev til virkelighed. Nu fortæller Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder om indholdet – og giver angiveligt en mulig opskrift på fred. Arkivfoto. Frank Hoermann/Sven Simon

Han er nærmest blevet udstødt af det tyske samfund på grund af sit mangeårige venskab med Ruslands præsident Putin.

Og nu, da spekulationer om et muligt besøg hos den russiske præsident viser sig at være sande, er kritikken af Angela Merkels socialdemokratiske forgænger, Gerhard Schröder, igen blusset op.