En drone er den moderne verdens forsøg på at foretage en knibtangsmanøvre rundt om os.

På den ene side er mennesker genetisk disponerede mod at slå ihjel. »Vi har det ikke i os,« som oberstløjtnant Dave Grossman skriver i sin lærebog »On Killing.« På den anden side er det i dag så simpelt at slå ihjel, at det ikke føles som at slå ihjel.

Tag droner. Piloten kan sidde hele tidszoner og kulturer væk, han kan sidde i natten, mens hans drone flyver i dagen, og han kan i princippet drikke, spise eller ryge, mens han fjernstyrer sin robot. Han kan zoome ind på sit mål, han kan i infrarødt lys se virkeligheden i kold og varm, han kan trykke på en knap, og i 15 kilometers højde vil et Hellfire-missil løsne sig fra dronens krop. Sekunder senere vil hans skærm vise et lydløst lysglimt og et omkalfatret landskab, og piloten kan rejse sig fra sin stol, strække sig og slå endnu en kridtstreg på væggen.

Så nemt er det.

48 procent får stress

Derfor er Brandon Bryants historie en ulykkelig, lykkelig historie, som han i den seneste uge har fortalt ved en FN-høring og i interview med flere medier.

For droner eller ej – så nemt er det ikke at slå ihjel.

I ni år fløj Brandon Bryant de amerikanske droner over Irak, Afghanistan, Yemen og Somalia, og luftvåbenet gav ham ved hans afsked et diplom, som opregnede, hvor mange mennesker han og hans ekadarille havde slået ihjel. 1.625 mennesker. 1.625 spillevende mennesker, som han havde været med til at forstøve.

»Alene tanken – den gør mig syg i sjælen,« siger han til magasinet GQ.

Efter sin hjemsendelse kørte han rundt på må og få i bjergene i det sydvestlige Montana, og han følte et mørke, der svøbte sig omkring ham; han turede rundt på barerne, han drak sig fra vid og sans og vågnede op med en ladt pistol ved siden af sig. Til sidst fik en veteran fra Vietnam-krigen gelejdet ham til en psykiater, der satte ord og diagnose på hans tilstand: Post-traumatisk stress.

Sådan skulle det ikke være. En god del af formålet med dronerne var netop at gøre drabene så nøgne og luftafkølede som det rum, dræberne befandt sig i – at gøre piloterne til ét med deres robotter og lade dem lande lige så upåvirkede efter en mission. Det var en del af formålet med droner som fremtidens amerikanske våben, og det er derfor, at luftvåbenet i dag har 1.300 dronepiloter og uddanner flere af dem end almindelige piloter.

Men to nylige undersøgelser viser, at skærmkrig ikke skærmer mod krig.

48 pct. af dronepiloterne føler et exceptionelt stress, hedder det i den ene. Af den anden fremgår det, at piloterne har det samme niveau af psykiske lidelser som kampsoldater.

Bryant har til NBC News peget på to af de værste stressfaktorer. Den ene er ironisk nok den fysiske kløft. Rigtige piloter kan høre larmen fra jetmotorer, de kan mærke flyet lande, lette og dreje, og de kan se landskabet, som de flyver over. »En dronepilot kan kun høre en svag summen fra computerne. Det giver en afgrund mellem os og den virkelighed, som vi fører krig i, og den afgrund er skræmmende.«

Den anden stressfaktor er, hvad dronepiloterne ser.

»Vi bliver ofte sammenlignet med artilleri eller bombefly, men der er én afgørende forskel – og den er, at vi er tvunget til at se, hvad vi forårsager,« siger Bryant til NBC.

Dronepiloterne skal observere efter missilnedslaget for at holde øje med bl.a. medsammensvorne.

I GQ giver han et eksempel på, hvad han har set. Eksemplet er Bryants første drab.

Blodet fosser varmt

Han sad selv på en base uden for Las Vegas, i et mørkt rum, som lugtede af cigaretter og sved, og på sin skærm fulgte han tre mænd i bjergene i Kunar-provinsen i Afghanistan. De var alle tre klædt i kjortel og bukser, og de havde rifler over skuldrene. De kunne være gedehyrder, men de kunne også tilhøre Taleban eller al-Qaeda. Til sidst kom ordren ned gennem det uigennemskuelige kommandysystem – de gik med rifler, altså måtte de være fjenden, skriver GQ.

Bryant slog skærmen på infrarødt lys og låste laseren på to af mændene. Et Hellfire-missil brølede gennem luften. Han sad og stirrede på skærmen – han kendte mændenes fremtid, de gjorde ikke. Pludselig hørte den tredje mand tilsyneladende et eller andet og begyndte at løbe mod de to andre. Missilet slog ned, røgen lettede, og Bryant så to af mændene ligge livløse omkring et krater. Den tredje havde fået sit højre ben revet af midt på låret.

Det infrarøde lys viste varme og kulde i forskellige nuancer, og Bryant fortæller i GQ:

»Den tredje mand holdt om sit ben, han rullede rundt, blodet fossede ud af benet, og det var varmt. Hans blod var varmt. Men når det ramte jorden, begyndte det at blive koldere; pølen af blod blev hurtigt koldere. Det tog ham lang tid at dø. Jeg betragtede ham bare. Jeg betragtede ham, mens han lå der og blev samme farve som den jord, han lå på.«

I interviews har Bryant fortalt om andre oplevelser. Han har fortalt om dengang, han fra luften opdagede, hvad der tilsyneladende var en vejsidebombe i Irak – uden at være i stand til at advare amerikanske soldater, som var på vej dertil. Tre soldater blev dræbt. Og han har fortalt om dengang, han skulle bombe en afghansk hytte og pludselig så en lille dreng komme ud. Sekunder senere slog missilet ned.

»Det var ikke en dreng, det var en hund,« lød den officielle rapport senere.

Drukner drab

Brandon Bryant var ikke den eneste dronepilot, som følte sig sjælesyg, og det hjalp ikke, at eskadrillen havde en uskreven regel om, at piloterne ikke måtte tale om deres oplevelser. En af de andre piloter gik hjem og drak en flaske whisky, når han havde slået ihjel, og en kvindelig pilot nægtede efter sit første drab at foretage flere. Hun blev truet med krigsret, men holdt fast. Hun ville ikke mere.

Selv forsøger Brandon Bryant at komme ud på den anden side. Han bor nu med sin hund i bjergene i Montana og planlægger at tage en uddannelse som brandmand eller ambulancefører, for han har et tilbagevendende behov for at gøre noget godt - han føler sig bodfærdig over for fortiden.

Hvilket alt sammen bekræfter, hvad Dave Grossman skrev i »On Killing«:

»Militærets største problem er at få soldater til at slå andre mennesker ihjel, og 98 pct. af alle soldater vil komme psykisk syge hjem fra krigen; de resterende to pct. var syge fra begyndelsen. Det er ikke risikoen for at blive slået ihjel, der ødelægger, men derimod at slå ihjel.«

Afstanden mellem den høje himmel over Laskàr Gàh og det infrarøde lys på en computer i Clovis dulmer ikke den ødelæggelse, og med en parafrase over ordene fra en amerikansk general:

Den døde har set den logiske afslutning på krigen, og den levende må leve med den.