Han har fulgt Biden i mange år: »Det vil ikke være et totalt chok, hvis præsidenten dropper sit kandidatur«

Forfatteren til en biografi om Joe Biden sår tvivl om, at Biden vil genopstille til præsidentvalget i 2024. Det sker i kølvandet på konstante spørgsmål om præsidentens alder og kompetencer.

Da Biden blev indsat som USAs 46. præsident 20. januar 2021, var han som 78-årig den ældste præsident, der har overtaget embedet. Kent Nishimura/AFP/Ritzau Scanpix

80-årige Joe Biden siger, at han genopstiller ved præsidentvalget i 2024.

Men den amerikanske forfatter og journalist Franklin Foer – som har fulgt præsidenten tæt i årevis – siger nu, at han ikke vil blive »totalt overrasket«, hvis den aldrende Biden ender med at droppe sit kandidatur.

Franklin Foer har fulgt Biden, i forbindelse med at han har skrevet biografien »The Last Politician«, som udkommer onsdag.

I weekenden gav han et interview til tv-kanalen NBC News, hvor han blev spurgt, om Joe Biden kunne finde på at lade sig pensionere efter sin første periode.

»Det ville være en overraskelse for mig, men det ville ikke være en total overraskelse,« sagde Foer. »Det ville ikke være et totalt chok.«

I bogen skildrer han flere steder, hvordan Bidens alder og helbred påvirker hans optrædener.

Han skriver blandt andet, at »Bidens alder er en hindring, der fratager ham energien til at vise sig som en robust offentlig figur«. Og at alderen medfører, at Biden synes at lave et mindre travlt program end foregående præsidenter.

»Det er påfaldende, at han tager så få morgenmøder eller deltager i så få offentlige begivenheder før klokken ti,« skriver Foer.

»Hans offentlige person afspejler fysisk forfald.«

I biografien skriver han også, at Biden i privat regi lejlighedsvis indrømmer, at han er udmattet.

Aldrende amerikanske politikere

En undersøgelse fra analyseinstitut AP-NORC viste i sidste uge, at 77 procent af de amerikanske vælgere ser Biden som værende for gammel til at sidde som præsident i endnu en periode.

En større måling fra Pew Research Center viste sidste år, at kun 43 procent af de adspurgte i dag ser Joe Biden som »mentalt skarpt«.

Det er altså ikke kun hardcore republikanere, der tvivler på præsidentens mentale overskud.

USAs aldrende politikere er lige nu et konstant tema i den amerikanske presse.

Senest har det vakt opmærksomhed, at den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell, i sidste uge for anden gang på få måneder stivnede midt i en pressekonference. Efterfølgende udtalte Nikki Haley, der er republikansk præsidentkandidat, at politikere over 75 år bør mentaltestes.

»Hvornår forstår de, at det er tid til at forlade politik? De er nødt til at lade en yngre generation tage over,« sagde Haley i en tale.

Hvis Biden vinder næste præsidentvalg, er han 86 år, når han fratræder præsidentembedet.