Han hængte sin fjende fra kanonen på en kampvogn – og flygtede til bjergene på en motorcykel. Her er Afghanistans nye regeringsleder

Abdul Ghani Baradar er navnet på den nye regeringsleder i Afghanistan. En mand, hvis skæbne blev formet af en enøjet, myteomspundet mand inden den blodige og langstrakte krig mod Sovjet.

Han er i forvejen en sværvægter i Taleban, en af medstifterne.

Længe var han bevægelsens reelle leder, ansigtet udadtil og formelt nummer to i hierarkiet efter det religiøse – og tilbagetrukne – overhoved, Haibatullah Akhundzada.

Fredag fortalte kilder i Taleban ifølge Reuters, at mullah Abdul Ghani Baradar skal lede den nye afghanske regering.

På ingen måde et overraskende valg.

Men hvem er egentlig den 52-53-årige mand, der i Talebans øverste lag blot går under navnet »Baradar« – på dansk »Broder«?

Han er født i den etniske pashtunske Popalzai-klan i landsbyen Wetmak i den sydlige Uruzgan-provins, hvor han som teenager mødte den myteomspundne enøjede Mullah Omar (1960-2013).

Mødet skulle få afgørende betydning for Baradars liv.

Sammen kæmpede de mod Sovjet efter invasionen i 1979, og efter stormagtens exit i 1989 herskede kaos og lovløshed Afghanistan som følge af en myriade af krigsherrer, der kæmpede om magten. Af den grund gik Baradar og Mullah Omar sammen om at stifte Taleban i begyndelsen af 1990erne.

Den skjulte leder

Ifølge en ubekræftet fortælling så bevægelsen dagens lys, da Mullah Omar i 1994 samlede en skare på omkring 30 religiøse studerende, såkaldte talib – deraf navnet Taleban. Han udstyrede dem med våben, og de fik til opgave at befri to kidnappede teenagepiger fra en lokal krigsherre.

The Guardian har skrevet, at de befriede pigerne og hængte manden fra kanonen på hans egen kampvogn.

Langsomt, men sikkert, steg Abdul Ghani Baradar i graderne som en af de militære ledere i Taleban.

Da USA og landets allierede gik ind i Afghanistan og bombede Taleban i 2001, hjalp Baradar angiveligt Mullah Omar med at flygte i sikkerhed i bjergene bag på sin motorcykel.

Senere – efter Taleban-regeringens fald – krydsede de grænsen til Pakistan, som skulle blive deres langvarige skjulested. Herfra styrede de Taleban sammen med andre ledende medlemmer.

I 2010 blev Baradar fængslet af de pakistanske myndigheder, formentlig fordi han i hemmelighed havde forhandlet med den afghanske regering om en fredsaftale – uden om Pakistan.

Otte år senere fik USA Baradar løsladt fra pakistansk varetægt, i den tro at han kunne vise sig nyttig i den afghanske fredsproces. Efter frigivelsen blev han nærmest omgående udnævnt til politisk leder og viceleder for Taleban med base i Qatars hovedstad, Doha.

Et symbolsk øjeblik

Tidligt tirsdag aften landede et amerikansk C17-militærfly i den sydlige by Kandahar i Afghanistan.

På de grynede videooptagelser trådte Abdul Ghani Baradar ud af flyet og blev omringet af jublende Taleban-krigerne, der hævede armene for at byde deres leder velkommen tilbage på afghansk jord efter 20 år i eksil.

På mange måder et symbolsk øjeblik, for i de seneste 20 år har Talebans øverste ledelse opereret i skjul, og det er nu ved at ændre sig.

Ifølge seniorforsker Mona Sheikh fra Dansk Institut for Internationale Studier står bevægelsens militære og politiske ledere i en ny virkelighed, hvor de – for at fremstå som legitime politiske spillere – må træde frem i lyset.

For allerede nu står det klart, at Talebans top er ved at gøre op med sit mystiske image, sagde hun i sidste uge til Ritzau:

»De forsøger at fremstå som nogle, der er klar til at tage den politiske lederskabsrolle på sig. Derfor vil de stå frem.«