Han gjorde sit land til et helvede af vold. Nu er spillet ude for gangsterbossen »Fito«

Han var med til at stifte et lejemorderakademi og arbejdede sammen med verdens mest frygtede narkoboss. »Fito« et symbol på alt det, der er gået galt i Ecuador. Nu kan han se frem til at ende sine dage i et fængsel i USA.

José Adolfo Macías Villamar, alias »Fito«, blev 25. juni anholdt efter 17 måneders hektisk menneskejagt. Søndag gik turen videre til retsforfølgelse i USA, hvor den ecuadorianske narkogangster risikerer 50 års fængsel. Mauricio Torres/EPA/Ritzau Scanpix

Søndag eftermiddag var spillet definitivt ud for José Adolfo Macías Villamar alias »Fito«.

Iført håndjern og eskorteret af en mindre hær måtte Ecuadors svar på Joaquín »El Chapo« Guzmán gå det sidste stykke ad vejen i den mexicanske narkoboss’ uhyggelige fodspor.