LINLITHGOW: »Alex Salmond er en gambler, han har altid været en gambler, og nu gambler han med Skotlands arv og fremtid.«

Den midaldrende Ron har netop bestilt en pint på pubben »The Black Bitch«, der ligger på hovedgaden i den skotske middelalderby Linlithgow, og han taler længe om, hvordan han tidligere altid stødte ind i den løsrivelsesivrige førsteminister i tipstjenestens spillelokale på byens hovedgade.

Alex Salmond har i årevis været berygtet for at spille på alt fra fodboldkampe til heste, og her i hans fødeby 24 kilometer vest for Edinburgh kender de også alt til hans lidenskab. Allerede for mange år siden kom han gennem mediernes vridemaskine, efter at der begyndte at løbe rygter om, at han havde opbygget en kæmpe spillegæld, og nogle var også overbeviste om, at dette var grunden til, at han i år 2000 til alles overraskelse pludselig trådte tilbage som de skotske nationalisters leder – for dog blot fire år senere at returnere endnu stærkere.

Men for folk som Ron ændrer det ikke på, at Alex Salmond er og bliver en gambler. Også politisk nu hvor han har sat Skotland på sporet af et muligt historisk brud med Storbritannien med en folkeafstemning om uafhængighed 18. september næste år.

Den vejledende afstemning splitter skotterne, og selv her på egnen, hvor Alex Salmond stammer fra, er folk stadig meget i tvivl om, hvorvidt de skal stemme ja eller nej.

»Salmond gambler, for han kender ikke de økonomiske konsekvenser af et frit Skotland, men jeg stemmer ja, hvis jeg kan overbevises om, at det er til min egen fordel,« siger Ron.

»Mit hjerte siger ja, men min hjerne siger nej,« siger en anden i baren, Ian Black.

»Jeg er 100 procent skotte, og jeg vil gerne have uafhængighed. Men jeg frygter for den skotske økonomi og frygter at ende med at leve i en skraldespand for at kunne sige, at jeg lever i et frit Skotland.«

»Vores stamkunder er meget delt omkring spørgsmålet,« påpeger servitricen Charlaine Reid, mens hun med fem centimeter lange, lyserøde negle skænker endnu en pint. Fordele og ulemper ved et frit Skotland skaber for øjeblikket en hidsig debat i højlandet.

For borgerne i Linlithgow er diskussionen særlig speciel, fordi det hele begyndte få minutters gang fra »The Black Bitch« i et lille, sandfarvet hus på Preston Road 161.

Her blev Alexander »Alex« Elliot Andersen Salmond født 31. december 1954. Han kom til verden som nummer to ud af en søskendeflok på fire og som søn af Robert og Mary Salmond, der begge var embedsmænd.

Blot et stenkast fra det i dag faldefærdige barndomshjem, som hans far – moderen er død – først flyttede fra for nylig for at komme på plejehjem, gik Alex Salmond i folkeskole.

Gamle skolekammerater husker stadig den altid vittige, engagerede og veltalende fyr og husker, hvordan han i skolen fik sin første valgsejr, da han lovede is til alle, der stemte på ham. I dag bruger han ifølge kritikere samme metode med at købe folk uden at forklare, hvordan han vil betale for gildet. For eksempel når han lover familier billigere børnepasning, hvis de stemmer ja og dermed sikrer et uafhængigt Skotland.

»Han har altid været en enestående retoriker og kan sælge sne til eskimoer. Men vi kan ikke økonomisk klare os selv, og skatterne må sættes op, hvis vi bliver selvstændige,« mener Elizabeth Hands, der er pensioneret skolelærer og i dag arbejder halvtids på biblioteket på hovedgaden i Linlithgow.

»Han spiller på historien, og han spiller på en modstand mod det engelske. Når ting går godt i Skotland, er det hans skyld, når det går skidt, er det englændernes skyld. Han er ikke dum.«

Blev omvendt ved en tilfældighed

Selv forsikrede Alex Salmond for en måned siden i en 670 sider lang hvidbog, at skotterne vil blive mere velhavende end i dag, hvis de fire millioner skotske vælgere stemmer ja til uafhængighed.

Men lige nu og her handler det mest om tro, for hvorvidt velstanden stiger eller ej afhænger i høj grad af, hvordan Storbritanniens tyngende statsgæld og den lukrative olie i Nordsøen bliver delt, hvis der bliver flertal for uafhængighed.

Salmond mener, at skotterne skal have 90 procent af olien fra Nordsøen, og at et uafhængigt Skotland end ikke er ansvarlig for gælden i Royal Bank of Scotland, der under finanskrisen blev reddet af de britiske skatteydere, som skød 775 mia. kr. ind i banken – mere end hele det skotske bruttonationalprodukt. Dette er regeringen i London langt fra enig i, og den britiske premierminister, David Cameron, har erklæret modstand mod en skilsmisse og sagt, at han for at undgå skotsk løsrivelse vil »kæmpe med hver en fiber i sin krop«.

Men hvordan formede Linlithgow egentlig Alex Salmond til at blive en så benhård forkæmper for skotsk løsrivelse?

Sjovt nok støttede hans far oprindeligt Labour, mens hans mor støttede de konservative, da han var en lille dreng. Den skotske førsteminister har selv fortalt, at en af hans tidligste erindringer er, at hans far bakkede op om Labours Harold Wilson op til det britiske parlamentsvalg i 1964. Men faderen blev omvendt og nationalist på grund af en tilfældig hændelse med en Labour-aktivist, der bankede på døren på Preston Road. Faderen jokede med, at Labour ville få hans stemme, men at hans kone til gengæld var helt tabt til de konservative.

»Det er ok,« sagde Labour aktivisten på dørtrinnet.

»Så længe hun ikke stemmer på Skotlands Næse Pillere« – en henvisning til SNP, Scottish National Party.

Faderen blev så vred over den nedladende kommentar, fordi hans golfpartner var en standhaftig SNP-støtte, at han efter en halv times skænderi i døren til sidst meddelte Labour-aktivisten, at han aldrig mere ville stemme på partiet igen, hvorefter han blev en livslang nationalist.

I hjemmet kørte de politiske diskussioner altid højt. Den i dag snart 69-årige Alex Salmond blev i sine unge år også præget af sin bedstefar, byens blikkenslager, der tog ham på ture i middelalderbyen, der er fyldt med fortællinger om dengang, da Skotland var en uafhængig stat – altså indtil 1707, hvor landet blev en del af kongedømmet Storbritannien.Som på Linlithgow Palads, der ligger prægtigt og højt hævet over byen, og hvor man i paladsets gård kan se den fontæne, som den skotske konge James V byggede i 1537 som en magtdemonstration imod Englands daværende konge, Henrik VIII. Øverst på fontænen kan man se den imperialistiske krone, hvilket var et klart budskab om Skotlands uafhængighed og den skotske konges overlegenhed.

»Min bedstefar viste mig også stedet, hvor Edward I slog lejr før slaget ved Falkirk, og han viste mig vinduet, hvor regenten Moray blev skudt på gaden,« har Alex Salmond fortalt.

Siden studerede han sideløbende med økonomi middelalderhistorie på universi-tetet St. Andrews, og når han i dag argumenterer, kaster han hjemmevant rundt med skotske mærkedage for uafhængighed.

Det er ikke tilfældigt, at han har lagt afstemningen for løsrivelse samtidig med, at Skotland næste år fejrer 700-året for Slaget ved Bannockburn – den største sejr i krigene for skotsk uafhængighed i 1314 og en ikonisk hjørnesten i Skotlands historie.

Nationalisterne tror på sejren

Blot 20 meter fra Alex Salmonds barndomshjem vajer det skotske flag i vinden fra en flagstang i nabohusets have. Uden for huset står også en sølvgrå Citroen Berlingo med kæmpe klistermærker på dørene, hvorpå der med store bogstaver blot står »Yes«. For her bor en anden nationalist, Martyn Day, der sidder i det lokale byråd for SNP. Hans første minde om Alex Salmond er fra 1970erne, hvor han selv var bare otte år gammel, og Salmond som teenager delte nationalistiske pamfletter ud på byens torv.

»En del år senere kom hans lillebror Bobby rundt og stemte dørklokker, og jeg blev skrevet op til partiet,« fortæller Martyn Day over en kop te i sin stue.

Ikke overraskende tror han på sejr næste år, og det på trods af, at meningsmålinger viser, at kun omkring en tredjedel vil stemme ja, og at ingen medier officielt støtter SNPs kamp for uafhængighed.

»Vores store styrke er vores aktivister,« påpeger Martyn Day.

»Det bliver almindelige mennesker, der ikke er medlemmer af vores parti, der via sociale medier og blandt venner og familier vinder med vores argumenter. Jeg er sikker på, at der kommer et stort sving i vores retning de næste måneder.«

For ham handler valget primært om demokrati, om at skotterne selv skal tage ansvar og beslutninger for deres eget land. Men han er også som Salmond stærk modstander af, at Storbritannien opbevarer atomvåben på skotsk jord:

»Skotter har altid været pacifistiske, og det er et kæmpe spild af penge at have atomvåben,« mener han.

Men hvad nu, hvis kritikerne har ret i, at velstanden vil gå ned i et frit Skotland?

»Nej-sigerne hævder, at der er så mange ubesvarede spørgsmål, men det er ikke korrekt. Jeg tror på, at velstanden går op, men selv hvis den ikke gør, så vil vi blot fokusere på at brede velfærden ud.«

Et ejendommeligt system

Mark Steward, en venstreorienteret 61-årig, som vi møder på biblioteket, giver udtryk for det samme:

»Man må se dybere end spørgsmålet om økonomi og forstå, at Skotland i århundreder har været en kulturel koloni under London, der stadig agerer som en imperialistisk og undertrykkende magt. Thatchers konservative regering i 80erne – en regering vi skotter aldrig havde stemt for – destruerede vores industri,« siger han.

»Naturen af vores system er ejendommelig. Tag Norge – et rigt land med en oliefond – men vi har ingenting, ejer ikke selv olien i vores område. Derudover er skotterne af natur socialdemokratiske. I modsætning til i England hvor alt er polariseret. SNP og Salmond står for det, som Labour skulle have været,« fortsætter Mark Steward.

På pubben »The Black Bitch« omtaler Salmonds bysbørn landets nationalistiske leder som andet end en socialdemokrat. De kalder ham en »Black Bitch«, og det skyldes en legende fra 1600-tallet om en greyhound – en sort tæve. Dengang var det kutyme at efterlade fanger uden mad eller drikke, så de kunne sulte ihjel på en lille ø i søen neden for Linlithgow Paladset. Den sorte tæves herre var blevet straffet for at stjæle et får, men hver dag svømmede den trofaste hund ud til øen med en kurv fyldt med mad i sin mund.

Da det blev opdaget, blev »The Black Bitch« ligesom sin herre bundet til et egetræ på øen for at dø af sult. Byens borgere har lige siden taget fortællingen til sig som et symbol på loyalitet og tapperhed, og selv i dag 350 år senere kalder de lokale sig selv for »Black Bitches«, og som Ron på pubben siger:

»Så hvis Salmond kom herind på pubben lige nu, og du spurgte ham, om han var en »Black Bitch«, ville han som den største selvfølge straks række hånden i vejret.«