Specialtropperne fra Ecuadors politi var mødt svært bevæbnet og maskeret op.
De havde et mål. Og det gemte sig på Mexicos lukkede ambassade i hovedstaden, Quito.
De kravlede over hegnet, og kort efter kørte det pansrede køretøj væk. Missionen var fuldført.
Målet var Ecuadors eksvicepræsident Jorge Glas. Han er nu blevet anholdt af politiet i Ecuador, skriver en række internationale medier.

Jorge Glas var på ambassaden, fordi han af Mexico betragtes som en politisk flygtning og har fået asyl.
Han er af Ecuador blevet idømt flere års fængsel for korruption, siden han i 2017 blev fyret som vicepræsident efter fire år på posten, skriver Ritzau.
Her blev han afsløret i at have modtaget 13,5 millioner dollar i et større bestikkelseskompleks fra den brasilianske entreprenørvirksomhed Odebrecht, der stod bag blandt andet byggeriet til VM i fodbold og OL i Brasilien, ifølge Ritzau.
Dommen var ifølge kritikere af regeringen i Ecuador politisk motiveret, skriver The New York Times.
I 2022 blev han prøveløsladt i 40 dage, hvor han flygtede til den mexicanske ambassade i Quito. Han fik asyl fredag efter stigende spændinger mellem de to lande, og kort efter Mexicos ambassadør er blevet erklæret »persona non grata«, skriver avisen.

Ecuador nægtede selv at udlevere person i eksil
Det er nærmest aldrig sket før, at personer er blevet anholdt fra udenlandske ambassader.
Mexicos præsident, Andrés Manuel López Obrador, har kaldt episoden for et »voldsomt brud på folkeretten« og siger, at det er en »krænkelse af Mexicos suverænitet«, ifølge AP.
Mexico har derfor brudt sine diplomatiske forbindelser til Ecuador, mens anholdelsen vil blive prøvet ved Den Internationale Domstol i Haag, skriver AP.
En række af lande har allerede fordømt eller kritiseret Ecuadors handlinger. De tæller blandt andre USA, der har opfordret til at overholde de internationale konventioner, lyder det i en officiel udtalelse.
Ambassader er ikke juridisk set udvidelser af et lands suveræne territorium, men er typisk underlagt en høj grad af diplomatisk immunitet.

Det sker derfor af og til, at personer kan søge om politisk asyl på ambassader.
Et andet eksempel på det er australske Julian Assange, som grundlagde WikiLeaks og senere søgte asyl fra en britisk arrestordre på Ecuadors ambassade i London.
Dengang var Ecuadors regering tydelig om, at det ville være brud på internationale regler, hvis Storbritannien anholdt Assange på Ecuadors ambassade.

