Han er manden, som Vesten sætter sin lid til i kampen mod kaos

Verdens magtfulde lande vil sende våben til Libyens sårbare regering, og Vesten sætter nu alt ind på at ruste landets premierminister Fayez al-Sarraj til at stoppe Islamisk Stat og strømmen af flygtninge mod Europa.

Verdens magtfulde lande vil sende våben til Libyens sårbare regering, og Vesten sætter nu alt ind på at ruste landets premierminister Fayez al-Sarraj til at stoppe Islamisk Stat og strømmen af flygtninge mod Europa. Fold sammen
Læs mere

Få premierministre i verden har et mere uoverskueligt job end Fayez al-Sarraj. Han er manden, der skal forsøge at forene det borgerkrigshærgede Libyen og afværge et økonomisk sammenbrud, samtidig med at Islamisk Stat og menneskesmuglere skal bekæmpes.

Når man ser på det kaos, som har præget Libyen siden den internationale militære intervention og oberst Gaddafis fald i 2011, ligner det umiddelbart en umulig opgave. Men i erkendelse af, at en ny militær intervention næppe vil give et bedre resultat end i 2011, sætter Vesten nu alt ind på, at al-Sarraj er manden, der kan skabe miraklet.

Mandag blev det besluttet af alle de store verdensmagter, inklusive Rusland og Kina, at tillade levering af våben til al-Sarraj, så en ny national sikkerhedsstyrke kan beskytte den nye samlingsregering i landet og sikre kontrol med blot lidt af Libyens enorme territorium.

Håbet er, at al-Sarraj med våbnene vil kunne indlede en offensiv mod Islamisk Stat, der som minimum kan stoppe terrororganisationens fremmarch, mens kontrol med dele af det libyske territorium muligvis også kan stække menneskesmuglere, der har kronede dage.

Skuffelsen lurer

Men EU og USA kan let blive skuffede, for kampen mod Islamisk Stat og mod menneskesmuglere står ikke øverst på al-Sarrajs dagsorden.

For al-Sarraj er to andre prioriteter tæt på altoverskyggende. For det første skal han sikre bredere opbakning såvel militært som politisk, så han sidder nogenlunde sikkert i Tripoli. Ingen af de to tidligere konkurrerende regeringer har fuldt ud anerkendt al-Sarrajs nye samlingsregering, og disse to »regeringer« har vel at mærke betydelige militære styrker i ryggen.

For det andet skal han hurtigst muligt have genoprettet landets økonomi, som er på sammenbruddets rand. Libyen har Afrikas største olieressourcer, og olien var en enorm indtægtskilde for Gaddafis styre. Olieproduktionen er dog faldet støt gennem de seneste fem år i takt med, at sikkerhedssituationen er blevet forværret. Militser, der er tilknyttet Islamisk Stat, går i stigende grad efter at ødelægge Libyens olieinstallationer, fordi olien er landets suverænt vigtigste indtægtskilde.

Den gode nyhed er, at al-Sarraj og den nye regering har opbakning fra det nationale olieselskab, der har eneret på at sælge Libyens olie. Også centralbanken, der sidder på landets valutareserver, bakker op om al-Sarraj.

Mindre godt er det, at den lokale ledelse af det nationale olieselskab i den østlige del af landet, der er tæt knyttet til parlamentet i den østlige storby Tobruk, selv vil have kontrol med en del af indtægterne fra olien. Fælles fodslag i olieselskabet er af største betydning, hvis det skal lykkes at samle landet.

Arkitekt og forretningsmand

Den 56-årige al-Sarraj kommer fra en indflydelsesrig familie, og familie- og stammebånd er stadig helt afgørende i Libyen. Det kan vise sig at være en fordel, hvis kortene spilles rigtigt. Han er uddannet arkitekt og har ifølge nyhedsbureauet AFP brugt størstedelen af sin karriere på at holde styr på offentlige byggerier og som forretningsmand.

Fayez al-Sarrajs far, Mustafa, var minister under kong Idris, der sad på magten i Libyen, indtil oberst Gaddafi tog magten ved et kup i 1969. Fayez al-Sarraj holdt sig selv fra politik i mange år, og det er først i de seneste par år, at han er blevet et kendt ansigt som politiker.

Samlingsregering

Siden 2014 har to regeringer – i henholdsvis Tripoli i vest og Tobruk i øst – begge gjort krav på magten i landet. FN har lige siden kæmpet for at danne en samlingsregering, og det er denne, som nu er kommet i stand med al-Sarraj som premierminister. De to gamle »regeringer« anerkender dog endnu ikke den nye samlingsregering fuldt ud, da mange mener, at al-Sarraj er sat ind af Vesten, selv om der er et bredt FN-mandat bag samlingsregeringen.

Både EU og USA forsøger at give maksimal støtte til al-Sarraj, og det er i det lys, at der nu bliver åbnet for at levere moderne våben – sandsynligvis amerikanske – til al-Sarrajs sikkerhedsstyrker. Håbet er, at de stærke militser i landet indser, at vejen frem er samarbejde med al-Sarraj, og at Islamisk Stat er en fælles fjende, der skal bekæmpes.

Der skal dog et mindre mirakel til, hvis al-Sarraj skal få bare nogenlunde kontrol med landet, og migrationsstrømmen gennem Libyen er af gode grunde ikke al-Sarrajs topprioritet. Kaosset i landet betyder også, at det på ingen måde er realistisk for EU at indgå en aftale med al-Sarraj om tilbagesendelse af migranter på samme måde, som EU har indgået en aftale med Tyrkiet.

Situationen er så kaotisk, og scenarierne så skræmmende, at en ny reel militær intervention i Libyen har været diskuteret af USA, Italien, Frankrig og Storbritannien, men sporene fra 2011 skræmmer i den grad i både EU og NATO. Planen er derfor nu at støtte med våben, træning og penge, ligesom flere lande er klar til at sende skibe ind i libysk farvand, hvis al-Sarraj ønsker den form for hjælp.

Al-Sarraj, der som regel er overraskende smilende situationen taget i betragtning, sendte i weekenden dog klar besked til Vesten:

»Den bedste måde at fratage menneskesmuglerne deres forretning er ved at sikre, at Libyen er stabilt, sikkert og blomstrer med økonomiske reformer. Det er den eneste holdbare løsning. Udenlandske tropper og udenlandske skibe er ikke løsningen,« skrev han i den britiske avis the Telegraph.