Det var et mirakel, at 29-årige Jacob Blake overlevede de syv skud, han blev ramt af i ryggen under en anholdelse søndag i Kenosha, Wisconsin.
Han undveg døden, men tilsyneladende ikke anholdelsen. Ifølge familien ligger den 29-årige sorte mand, som nu er lam fra livet og ned, i håndjern i hospitalssengen. Politiet har endnu ikke af- eller bekræftet, om dette er korrekt.
»Han er lam og kan ikke gå, men de har ham lænket fast til sengen. Hvorfor?« spørger Justin Blake ifølge CNN.
Også Wisconsins guvernør, Tony Evers, undrer sig over håndjernene.
»Jeg har ingen forståelse for, hvorfor dette skulle være nødvendigt,« sagde den demokratiske guvernør på et pressemøde torsdag:
»Jeg håber, at vi kan finde en bedre måde at hjælpe ham til at få det bedre på. Dette virker ulogisk – som en dårlig medicin.«
Videoen af skyderiet mod den 29-årige mand har den seneste uge fået Kenosha til at eksplodere i vrede protester og voldelige sammenstød mellem demonstranter, politi og bevæbnede, hvide mænd.
Det er dog stadig uklart, hvorfor den 29-årige nu angiveligt ligger i håndjern på hospitalet.
Her er, hvad politiet har forklaret
Det har tidligere lydt fra vidner, at politiet blev tilkaldt til en hjemmeadresse i Kenosha søndag for at stoppe en konflikt mellem to kvinder.
Ifølge politiet blev betjentene tilkaldt, efter at en kvinde ringede til alarmcentralen og oplyste, at hendes mandlige kæreste var dukket op på adressen »og ikke burde være der«.
Manden, der ikke burde være der, er blevet identificeret som den 29-årige Jacob Blake. Det forklares, at han har taget kvindens nøgler og nægter at forlade huset. Ifølge alarmcentralen, der giver oplysningerne videre til betjentene, er kvinden, der har ringet, dog »usamarbejdsvillig« og afviser at give flere informationer, oplyser CNN.
Betjentene får dog at vide, at der tidligere er udstedt en arrestordre på Jacob Blake. Hvad han skal arresteres for, ved betjentene formentlig ikke på dette tidspunkt.
Nu ved vi, at den 29-årige siden maj 2020 har været sigtet for at have begået seksuelt overgreb mod en kvinde for derefter at stjæle hendes kreditkort og bilnøgler. Sagen har endnu ikke været for retten, oplyser PolitiFact.
Omtrent fem minutter efter at politiet dukkede op på adressen, bliver de syv skud affyret mod Jacob Blake. Politibetjentene har inden da forsøgt at anholde ham og brugt en strømpistol mod ham, men dette afholdt ham ikke fra at gå hen imod sin bil, har politibetjentene efterfølgende forklaret.
Idet Jacob Blake åbnede bildøren og lænede sig ind mod forsædet, fulgte en betjent efter, holdt ham fast i trøjen og skød. Syv gange.
Blake havde forud for anholdelsen informeret betjentene om, at han havde en kniv i bilen, men det er stadig uklart, om Jacob Blake har truet med at ville bruge kniven, hvorfor betjenten skød ham – og ikke mindst hvorfor så mange gange.
Jacob Blakes tre sønner sad på bagsædet af bilen, da Jacob Blake blev skudt.