Han er Labours fortabte frelser

Labour-politikeren Owen Smith forsøger af al magt at vælte partiets formand, Jeremy Corbyn, af pinden. Det lykkes næppe, men Smiths forventelige nederlag kan fremprovokere en splittelse af det gamle arbejderparti.

Det var ganske sigende, at flere britiske medier kredsede om en anekdote fra Owen Smiths tid som ung nyansat på BBC, da de i juli præsenterede den nye udfordrer til formandsopgøret i Labour. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere

Det var ganske sigende, at flere britiske medier kredsede om en anekdote fra Owen Smiths tid som ung nyansat på BBC, da de i juli præsenterede den nye udfordrer til formandsopgøret i Labour. Smith blev bedt om at tjekke en historie hos politiet og ringede straks »999« og krævede at blive stillet videre fra alarmcentralen.

Det er en sjov historie, og Owen Smith kaldte sin handling for »ret dum« på et af BBCs populære morgenprogrammer. Men det understreger også problemet for den 46-årige formandskandidat. For er man udset som redningsmand for det 116 år gamle, britiske arbejderparti, burde der efter seks år i Underhuset som repræsentant for den walisiske valgkreds Pontypridd være noget, der naturligt overskyggede en flov ungdomshistorie.

»Selv de mest glødende tilhængere af Owen Smiths forsøg på at blive partileder indrømmer, at han ikke er et velkendt navn,« lød det i The Guardians portræt af manden, der forsøger at vælte Labour-lederen Jeremy Corbyn.

Gamle koryfæer, donorer og størstedelen af Labours medlemmer af Underhuset mener, at partiet blev »kuppet« af tusinder af nye medlemmer ved formandsvalget sidste år, og at Labour er i akut fare for at falde fra hinanden. Derfor har de af al magt prøvet at vriste magten fra Corbyn og hans kerne af rådgivere, der tilhører den yderste venstrefløj i britisk politik. Som sidste udvej har kritiske underhus-medlemmer fremtvunget et formandsopgør mellem Smith og Corbyn. Labours medlemmer og betalende støtter med stemmeret er i gang med at brevstemme til valget, der vil blive afgjort 24. september lige før partiets årsmøde. Men at det var Smith, der skulle lede »kontrarevolutionen«, havde ingen forudset.

De seneste uger er der kommet flere facetter på briternes billede af Smith. Han har forsøgt at præsentere sig som en mere realistisk valgbar premierministerkandidat og lettere modereret udgave af Corbyn.

»Jeg tilhører venstrefløjen i Labour. Jeg deler mange af Jeremys værdier, men jeg mener, at jeg kan formidle en modernisering af de værdier. Jeg mener, at jeg kan præsentere Labours fremtid bedre end nogen anden kandidat,« sagde Smith til Channel 4 News i juli, hvor et andet Labour-medlem, Angela Eagle, også var kandidat til at repræsentere Corbyn-kritikerne.

Spørgsmålet er så, om nogen for alvor ønsker den version, som Owen Smith tilbyder. Jeremy Corbyns tilhængere er overbeviste om, at de har fat i den lange ende og foretrækker den »rene vare«. Mange af Smiths støtter til højre og i midten af Labour mente efter de sidste års to ydmygende valgnederlag til de konservative, at partiet nu måtte droppe de romantiske fantasier om en ny socialistisk guldalder og i stedet række ud efter magten med pragmatisk, midtsøgende politik.

De færreste tror på Owen Smith

Nylige meningsmålinger forudser mere end 60 procents opbakning til Jeremy Corbyn i Labour-afstemningen. Britiske meningsmålinger har et blakket ry, men det er endnu mere bekymrende for Owen Smith, at der kun er registreret forsvindende lille opbakning til ham blandt partiets mange nye medlemmer. De meldte sig netop ind for at støtte Corbyns radikale agenda og bragte ham højst overraskende til magten sidste år.

I modvinden har Owen Smith forsøgt at profilere sig endnu stærkere og udtalt sig positivt om både en ny skotsk uafhængighedsafstemning og en ny EU-afstemning. Men det har ikke kunne ændre ved fornemmelsen af, at han opbygger et flagrende billede af sig selv alt efter, hvor der er stemmer at hente snarere end at være den karakterstærke og principfaste leder.

De seneste dage er det gået helt galt med anklager fra kvindelige partimedlemmer om, at Smith har hang til sexistiske udfald mod kvindelige, politiske modstandere efter blandt andet at have tweetet et billede af store, runde hold kæft-bolsjer som den »perfekte gave« til den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon.

Smith har harmdirrende afvist, at han har problemer med politisk, indflydelsesrige kvinder, men flere tvetydige eksempler er gravet frem, og politiske kommentatorer kalder det en stor fejl, at han i stedet for at forsvare sig ikke gav en uforbeholden undskyldning.

Den walisiske Owen Smith ville være Labours redningsmand, men ser ud til at være fortabt i opgøret. Men det kan være netop Smiths udfordring af Corbyn, der fremprovokerer den endelige splittelse af det traditionsrige parti og i stedet for »Smiths Labour« fører til »Small Labour«.

Uffe Tauldal er Berlingskes korrespondent i London