»Han er ikke Goebbels, men ...«

Steve Bannon er udnævnt til Trumps chefrådgiver i Det Hvide Hus, og han samler progressive og konservative, jøder og muslimer, i kritik. Han repræsenterer »en af de grimmeste politiske bevægelser i moderne amerikansk historie,« siger republikaner.

Arkivfoto. Steve Bannon er udnævnt til Trumps chefrådgiver i Det Hvide Hus, og han samler progressive og konservative, jøder og muslimer, i kritik. Han repræsenterer »en af de grimmeste politiske bevægelser i moderne amerikansk historie,« siger republikaner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er to versioner af Steve Bannon. Og forskellen på de to versioner er ikke nødvendigvis så stor, men den er afgørende.

For det er den lille forskel, som gør det muligt, at han til januar kan tiltræde jobbet som præsident Trumps chefrådgiver og strateg i Det Hvide hus.

I den ene version er Bannon tæt på det unævnelige. En fransk avis kalder ham en amerikansk »Goebbels«, og en republikansk kritiker kalder ham »en ubesmykket racist, fascist og antisemit«. Den normalt så varsomme jødiske borgerretsorganisation ADL peger på, at han som chef for det højreradikale Breitbart News har »regeret over det førende website (...) for hvide nationalister og uforbeholdne antisemitter og racister,« og grundlæggeren af det pågældende website har rosende sammenlignet ham med Leni Riefensthal, Hitlers filmmager.

Det er den ene version.

I den anden version benægter hans forsvarere ikke, at Bannon har været bannerfører for hvid identitetspolitik, men de fastholder, at han både er så meget mere og så meget mindre. Hans liv rækker langt ud over Breitbart News, siger Trumps kampagnechef, Kellyanne Conway, til flere medier. »Se på hele hans livsforløb. Han er en mester-taktiker,« siger hun. Og han kan ikke være antisemit, når han har arbejdet i Hollywood og hos Goldman Sachs, siger en anden insider, Newt Gingrich, til CNN. Han mener, at Bannons hvide identitetspolitik er mere taktik end overbevisning.

Det er den lille forskel, som gør, at den kommende præsident kan udnævne ham til chefrådgiver i Det Hvide Hus og give ham samme prokura som sin stabschef: At Trump og hans fortalere hævder, at den slemme Bannon ikke er den rigtige, den hele, den ægte Bannon, og historien begynder nu. Det er, hvad de beder os om at acceptere.

Sandheden er grel nok

Men det er meget at bede om, skriver den konservative fellow og forfatter, Ian Tuttle, i National Review.

I et skarpt essay betragter han Bannon og balladen om Bannon, og han lægger afstand til de mest skingre angreb. Nej, selvfølgelig er den kommende chefrådgiver ikke Goebbels, og der kommer ikke pogromer eller interneringslejre efter hans tiltræden, og den slags overspændthed er meningsløs og selvdestruktiv, fordi sandheden er grel nok.

For det er ubetvingeligt sandt, at Bannon efter sin overtagelse af Breitbart News drejede sitet skarpt til højre og gjorde det til – som Bannon selv udtrykte det – »hjemsted for alt-right.« Tuttle er en af de republikanere, som indtrængende har advaret mod den højtråbende alt-right-bevægelse, fordi den afviser det ur-amerikanske princip om, at »alle mennesker er skabt lige,« skriver han. Alt-right er i sit fundament etno-nationalistisk som Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn, og det er – om Team Trump vil være ved det eller ej – Bannons bagland.

Derfor kan vi ikke bare ignorere, at han på sit website har regeret over overskrifter, som kalder en republikansk kritiker for »en forrædder-jøde« eller illustreret en artikel om Obamas ophav med et billede af gorillaen Harambe. Og det er også svært at se bort fra, at han tidligere i år udtalte sin støtte til familien Le Pen i Frankrig og efter valgsejren inviterede Marine Le Pen til USA, skriver Tuttle.

»Kan ikke lide jøder«

Tuttle og National Review er ikke ene om at fremhæve ufordragelighederne. CNN har gravet Bannons skilsmissepapirer fra 2007 frem, og heri forklarer hans eks-kone, at Bannon ikke ville sende parrets børn til en lokal skole, fordi »den var for jødisk ... og jeg kan ikke lide jøder,« som han skulle have sagt. Og New York Times påpeger, at det i al kritikken af Bannon er værd af holde øje med de ukritiske. Hvide nationalistledere som Richard Spencer hylder valget af Bannon, og den tidligere klanleder, David Duke, kalder udnævnelsen »fantastisk«.

Det er muligt, at Bannon er så meget mere end dét, men han er også dét, og det er problemet, og så »er det for såvidt lige meget, om han selv tror på den slags galskab,« som han har offentliggjort på Breitbart, skriver Tuttle. Sagen er, han har givet stemme til en af »de grimmeste politiske bevægelser i moderne amerikansk historie,« alt-right-bevægelsen og han har gjort sit til, at en »ond ekstremisme« med tiden kan blive legitim og stueren.

»Han er ingen Joseph Goebbels. Men han har skabt et forum for folk, som bruger deres dage på at photoshoppe billeder af konservative i krematorieovne,« skriver Tuttle.

Derfor er Steve Bannon er et fællesprojekt for konservative og progressive, mener han. »Vi skal være alvorligt bekymrede for, at sådan en mand hvisker i øret på en præsident, som er uden særlige overbevisninger og loyalitet over for principper. Og det bliver en fællessag og et fælles krav i de kommende år: Årvågenhed.«