Han er den første demokratiske senator, der siger det højt: Trump kommer til at vinde en storsejr

En demokratisk senator tager nu bladet fra munden: Joe Biden kommer til at tabe, hvis han genopstiller.

Michael Bennet gjorde selv et - kortvarigt - forsøg på at blive nomineret til demokratisk præsidentkandidat op til valget i 2020. Kevin Dietsch/AFP/Ritzau Scanpix

Den demokratiske senator Michael Bennet siger nu det højt, som mange demokratiske politikere angiveligt tænker:

Joe Biden kommer ikke til at slå Donald Trump til november. Slet ikke.

»Donald Trump er på vej til – tror jeg – at vinde dette valg. Muligvis vinde en jordskredssejr og tage Senatet og Huset med,« sagde senatoren fra Colorado i et interview med CNN.

»Siden den katastrofale debat synes jeg ikke, at Det Hvide Hus har gjort noget for at demonstrere, at de har en plan for, hvordan de skal vinde det her valg.«

Michael Bennets ord er signifikante, fordi han er den første demokratiske senator, som siger højt, at han forventer, at Biden vil tabe præsidentvalget.

Bennet opfordrede ikke direkte Joe Biden til at trække sit kandidatur til det kommende præsidentvalg tilbage. Men han sagde, at vælgerne »er dybt bekymrede« og opfordrede Det Hvide Hus til ikke at ignorere frygten for, at Biden ikke er rask og skarp nok til at varetage embedet.

Bidens dæmning holder for nu

I går var en nøgledag i Joe Bidens forsøg på at overbevise sit parti om, at han skal genopstille.

I Washington, D.C. holdt både Demokraternes medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatet lukkede møder, hvor de diskuterede, hvorvidt de skal opfordre Joe Biden til at trække sig.

Ifølge amerikanske medier blev der udtrykt dyb bekymring over Bidens tilstand og hans chancer for at slå Trump på møderne.

Men da de demokratiske politikere mødte de ventende journalister efter møderne, valgte de fleste at holde mund eller bakke fuldtonet op om Biden.

Hvis der er planer om at presse Biden ud, siger de det ikke højt.

»Demokraterne er i panik, men gør ingenting,« skriver The New York Times i en analyse.

Indtil videre har syv demokratiske kongresmedlemmer opfordret Joe Biden til at trække sig.

Det er ikke godt for præsidenten, men det er så få, at han kan vælge at ignorere det. Bidens dæmning holder – i hvert fald for nu.

Torsdag afslutter Joe Biden NATO-topmødet i Washington, D.C. med et meget imødeset pressemøde. Her skal han – uden talepapir og uden mulighed for bare at gå – svare på spørgsmål fra de fremmødte journalister.