Han blev udstødt som paria og kaldt megaloman. Sådan er det ikke længere. Her er den brutale kronprins' nye plan
Efter fire år i kulden er Saudi-Arabiens brutale kronprins tilbage i det internationale samfunds varme. Nu vil han bygge en over 100 kilometer lang postmoderne hightech-by med 500 meter høje bygninger på tværs af landets golde og hede ørken – og have vestlige investorer til at finansiere sin billiondyre sci-fi-drøm.
For nylig præsenterede Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, sin seneste futuristiske idé. Bandar al-Jaloud/Saudi Royal Palace/AFP/Ritzau Scanpix
Selv efter saudiske standarder var der ifølge iagttagere noget ekstra megalomant over præsentationen.
Kritikerne kaldte det rent »nonsens«.
Det var dengang, landets magtfulde og brutale kronprins, Mohammed bin Salman, stadig var udstødt fra det gode selskab.
»At se kronprinsens pr-video er som at blive nedsænket i en særpræget saudisk form for arrogance, der blander religiøs triumfalisme og royalt storhedsvanvid,« skrev The New York Times spydigt om ideen.
Projektet virker, »som om det er udtænkt af en saudisk embedsmand, som har set en sci-fi-film på MBC omkring klokken fire om natten og tænkt, ‘det ser fedt ud, lad os kaste 100 milliarder dollar efter det’,« supplerede The Economists mellemøstkorrespondent, Gregg Carlsstrom, syrligt på Twitter.
Mohammed bin Salman, også kendt som MBS, havde lige annonceret et byggeprojekt, der ville få alle fortidens teknologiske milepæle til at ligne ubetydelige mellemregninger:
En postmoderne hightech-by ved navn »The Line«, der skulle strække sig over en 170 kilometer lang og 200 meter smal stribe igennem den nordvestlige ørken i Saudi-Arabien.
Her skulle en million mennesker »fra hele verden« bo i pagt med klimaet og naturen.
Der ville hverken være biler, veje eller forurening. Til gengæld, påstod kronprinsen, ville indbyggerne kunne finde alt, hvad de skulle bruge, inden for fem minutters gang.
Projektet er en del af MBS’ vision om en futuristisk megaby, som han har døbt NEOM, og som i alt vil koste over 1.000 milliarder dollar at etablere.
Det gik langt fra efter planen.
Den futuristiske megaby forventes at skulle være 170 kilometer lang, skære igennem ørkenen og bestå af to spejlbygninger. NEOM/AFP/Ritzau Scanpix
Løb skrigende bort
De udenlandske investorer bed ikke på. Og de dyrt indkøbte udenlandske eksperter, der var hyret til at gøre kronprinsens science fiction-fantasi til virkelighed, løb skrigende bort.
Ikke nok med, at Mohammed bin Salman var blevet udråbt som paria som følge af det spektakulære mord på den saudiske journalist Jamal Khashoggi på konsulatet i Istanbul i 2018, som CIA mener, kronprinsen står direkte bag.
Selv private konsulenter, ingeniører og andre eksperter, som den saudiske regering betalte i dyre domme for at hjælpe dem med projektet, faldt fra i stort tal, herunder flere i de øverste ledende stillinger.
En tidligere medarbejder, Aimee Bothwell, forklarede avisen, at de ansatte blev tvunget til at tro på projektet, men få turde sætte spørgsmålstegn ved det realistiske i projektet.
»Da jeg forlod det, følte jeg nærmest, at jeg kom ud af en art kult,« sagde hun.
Da MBS første gang præsenterede NEOM, som The Line er en del af, var det med visioner om flyvende biler, robot-au-pair-piger og en stor, kunstig måne, der skulle lyse ørkenmetropolen op døgnet rundt.
Intet af det er indtil videre blevet til andet end nogle imponerende powerpoint-præsentationer.
Ingen spurgte, nøjagtig hvordan indbyggerne i MBS’ fremtidsby skulle kunne finde alt, hvad der er brug for – skoler, hospitaler, indkøb – inden for fem minutters gang i et ørkenlandskab, der i parentes bemærket er over 40 grader varmt omtrent halvdelen af året.
Ingen spurgte, hvad fordelen skulle være ved at konstruere en by som en lang, smal stribe i midten af ingenting, og hvordan det hele skal drives af 100 procent grøn energi i et land, der er i øjeblikket er totalt afhængig af olie.
Det får de nu en chance for at gøre igen.
I alt fem millioner mennesker skal kunne bo i de næsten 500 meter høje bygninger, der strækker sig over 120 kilometer i ørkenen. NEOM/AFP/Ritzau Scanpix
Tilbage i varmen
I denne uge kunne MBS nemlig stolt fortælle, at projektet nu igen er oppe at køre i en større og vildere udgave.
»The Line« er blevet til »The Mirror Line« og skal bestå af to 487 meter høje spejlbygninger, der er 120 kilometer lange og skærer igennem et landskab af bjerge, ørken og strand.
Nu skal der ikke blot være plads til en, men fem millioner mennesker i den smalle stribe mellem bygningerne, og de skal leve af mad dyrket i vertikalt landbrug.
Efter i årevis at være lagt på is af vestlige lande og politikere, er Mohammed bin Salman nemlig i fuld gang med at blive rehabiliteret.
For nylig bed USAs præsident, Joe Biden, der havde svoret aldrig at samarbejde med MBS, al skam i sig og rejste til Saudi-Arabien for at bede ham pumpe mere olie.
15. juli rejste USAs præsident, Joe Biden, til Saudi-Arabien for at mødes med Mohammed bin Salman, selvom han havde forsvoret at gøre den saudiarabiske kronprins til en paria. Han undgik et ydmygende håndtryk, men ikke et billede. Bandar al-Jaloud/Saudi Royal Palace/AFP/Ritzau Scanpix
Og i denne uge er MBS for første gang siden mordet på Kashoggi på besøg i flere europæiske lande for at genoptage det økonomiske samarbejde.
Det går også langt bedre med økonomien derhjemme, nu hvor krigen i Rusland har sendt priserne på olie op, hvilket gør det muligt for MBS faktisk at trykke speederen i bund på de vanvittige ambitioner.
Ifølge kronprinsen skal størstedelen af pengene til den lineære fremtidsby komme fra landets egen formuefond. Resten skal sikres gennem udenlandske investeringer og en børsnotering planlagt til 2024.
»Hvis du har penge,« sagde kronprinsen ifølge Reuters, skal du »hæve barren« og kreere noget innovativt og anderledes:
»Jeg tror, det bliver det bedste sted at bo – overhovedet – på hele kloden.«
Del:
Andre læser også
Internationalt
De installerer aircon i ørkenen og kører Rolls Royce en masse. Men der er noget, der ikke stemmer i historien om Qatar
Internationalt
De er glansbilledet på det forvandlede Saudi-Arabien: Ikke én nævner den brutale kronprins og hans kødsav
Internationalt
Midt i interviewet banker det pludselig på døren: »De har sgu kørt en kran herud. En kran! Til det lille flag!«