Han blev kaldt dyrenes superhelt: Nu anklages han for at iscenesætte tortur og drab på hunde

En amerikansk dyrevelfærdsaktivist blev verdenskendt, efter at han afslørede indonesiske hundeslagterier, som torturerede og brændte hunde til døde med blæselamper. Nu anklages han for at have betalt slagtere for udåden.

»Da jeg fandt ud af, hvordan hundene blev behandlet i Asien, var jeg chokeret, rystet og oprevet,« skriver Marc Ching på hjemmesiden for sin velgørenhedsorganisation, Animal Hope & Wellness Foundation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Getty Images/Tommaso Boddi

Forfærdelige videoer af hunde, der bliver hængt, tortureret og brændt levende på slagtermarkeder i Indonesien. Det var den grusomme »sandhed«, som dyreaktivisten Marc Ching bragte frem i lyset for knap fire år siden.

Efterfølgende er Marc Ching blevet beskrevet som en »superhelt« og en »engel på jord«.

Nu står mændene bag videoerne imidlertid frem, og de fortæller en ganske anden sandhed til Los Angeles Times (L.A. Times). Den lyder, at Marc Ching betalte overpris for hundene, og derefter for rullende kamera fik slagterne til at torturere og dræbe dyrene med særdeles voldsomme metoder.

Det var i 2016, Marc Ching rejste til Indonesien med sit videokamera. Han gik undercover som kunde på hundemarkeder og filmede i smug, når slagterne torturerede og dræbte dyrene.

Efterfølgende opnåede han en stor følgerskare på sociale medier, og Chings dyrevelfærdsorganisation blev for alvor kendt, og han selv blev »mediedarling«. Hollywood-stjerner som Joaquin Phoenix og Matt Damon begyndte at promovere Marc Chings organisation og hjalp til med at indsamle flere millioner dollar.

Med millioner af seere er Marc Ching blevet hyldet på internettet, og hans popularitet er kun steget, jo flere chokerende videoer og billeder han har offentliggjort af hunde, der tortureres og slagtes på grusom vis.

»Da jeg fandt ud af, hvordan hunde blev behandlet i Asien, var jeg chokeret, rystet og oprevet,« skriver Marc Ching på hjemmesiden for sin velgørenhedsorganisation, Animal Hope & Wellness Foundation.

Knap fire år efter anklages Marc Ching nu for at have iscenesat det hele af blandt andet slagtere fra det indonesiske marked.

L.A. Times har fået adgang til videomateriale. Et af de uredigerede videoklip, som L.A. Times har gennemgået, viser en hund, som bliver brændt levende. På knap syv minutter trækkes den fra et bur og hen til markedet, hvorefter den bliver hængt på hovedet og brændt ihjel med en blæselampe. Alt sammen i dagslys på et propfyldt marked, mens Marc Chings kameraer dokumenterer afbrændingen af hunden.

På et tidspunkt vender slagteren sig ifølge L.A. Times om, giver en »thumbs up« til kameramanden, og spørger:

»Det er præcis sådan her, du vil have det, ikke?,« skriver det amerikanske medie.

Marc Ching, som har siddet ti år i fængsel for vold og kidnapning, forklarer, at anklagerne er falske beskyldninger, der stammer fra hans rivaler i dyrevelfærdsmiljøet.

»Hvis spørgsmålet er, om jeg betaler folk for at torturere hunde, så er svaret nej, det gør jeg ikke,« lyder det i et skriftligt svar fra Marc Ching til L.A. Times.

Allerede i 2016 vakte videoerne undren blandt lokale dyreaktivister i Indonesien og i andre asiatiske lande. De mente, at videoerne viste meget voldsomme og grusomme metoder, som de ikke oplevede, at slagterne normalt tog i brug.

Flere af de slagtere, der indgår i Marc Chings videoer, har efterfølgende fortalt journalister, at de brændte hundene med blæselamper og torturerede hundene, fordi Marc Ching betalte dem for det. De forklarer, at de under normale omstændigheder afliver hunde meget hurtigt, ved at slå dem i hovedet, idet det er både dyrt og farligt at brænde hundene levende.

Marc Ching har ikke villet stille op til interview med medier efter beskyldningerne.