Han blev idømt livstid for drab: På første dag ude uskadeliggjorde han med en hvaltand en terrorist

Den mand, der i november i London angreb en terrorist med en tand fra en narhval, står nu frem. Han viser sig at være en livstidsdømt morder på udgang.

 

I de seneste 15 år har navnet Steve Gallant været synonym med et groft drab, som rystede den østengelske havneby Hull. Han blev i 2005 idømt livstid for et voldsomt mord på en brandmand.

Nu føjes et nyt kapitel imidlertid til fortællingen om Steve Gallant, idet han står frem som en af de personer, der i november bremsede et terrorangreb i London. Det skete, da Steve Gallant angreb terroristen Usman Khan med en tand fra en narhval.

29. november 2019 var Steve Gallant ude i det fri for første gang, efter at han fik sin livstidsdom. Han havde fået tilladelse til at forlade fængslet denne ene dag for at deltage i en konference om rehabilitering af kriminelle. Under konferencen gik en anden deltager – Usman Khan – pludselig til angreb på ansatte og gæster.

»Da jeg hørte lydene, besluttede jeg mig for at undersøge sagen. Vi skulle forblive i konferencesalen, men jeg kunne regne ud, at der var noget galt, og at jeg var nødt til at hjælpe,« udtaler Steve Gallant, der nu fortæller om hændelsen gennem sin advokat. Det skriver blandt andre BBC.

»På vejen ned fra konferencelokalet var der sårede. Det var åbenlyst, hvem der stod bag, for Khan stod i foyeren med to store knive i hænderne. Han var klart til fare for alle, så jeg tøvede ikke. Jeg brugte en tand fra en narhval og efterfølgende også en stol for at holde ham tilbage og forhindre ham i at skade andre.«

Usman Khan viste et bombebælte, som dog viste sig at være en attrap.

Sammen med en række andre civile fik Steve Gallant presset terroristen ud på London Bridge, hvor de overmandede ham. Steve Gallant sad oven på Usman Khan, indtil politiet bad ham om at trække sig. Politiet skød to skud og dræbte Usman Khan på stedet. På det tidspunkt vidste de ikke, at bombebæltet var en attrap.

Videoen viser, hvordan en gruppe mennesker overmander Usman Khan. På videoen ses Steve Gallant iført en mørkerød jakke – det er på dette tidspunkt ikke Steve Gallant, der bærer tanden fra en narhval.

To personer mistede livet i terrorangrebet foruden Usman Khan.

I sin udtalelse takker Steve Gallant flere af de personer, som var med til at bremse angrebet: blandt andre Darryn Frost, som hev to tænder fra narhvaler ned fra en udstillingsvæg i Fishmongers' Hall, hvor angrebet fandt sted.

»Havde han ikke givet mig narhvaltanden i netop det øjeblik, kunne jeg ikke alene være blevet dræbt – hele situationen kunne have været langt værre,« skriver Steve Gallant, som hylder Jack Merritt og Saskia Jones – de to uskyldige briter, som blev dræbt af Usman Khan.

Steve Gallant ses til venstre på dette billede.

Sammen med en medskyldig dræbte Steve Gallant i 2005 brandmanden Barrie Jackson med flere slag fra en stump genstand foran en pub i Hull. Drabet var angiveligt motiveret af, at Barrie Jackson forinden var blevet frikendt i en sag, hvori han var sigtet for overfaldet på en kvinde, som Steve Gallant kendte.