Alt imens præsident Donald Trump kæmper hårdt for at bremse den coronapandemi, der har ramt USA hårdere end noget andet land i verden, har en af hans gamle fjender draget uventet nytte af virussen.

Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen blev i 2018 idømt tre års fængsel, efter at han erklærede sig skyldig i have begået skattesvig og svindel med Donald Trumps kampagnemidler. Nu kan han imidlertid gå fri før tid, oplyser CNN.

Efter at 14 indsatte og syv fængselsvagter er blevet testet positive for covid-19 i det fængsel, han afsonede i, er Michael Cohen blevet løsladt fra fængslet. Han skal nu i husarrest i stedet.

I et årti fulgte han Donald Trump i tykt og tyndt. Han var ikke blot advokat, men også Trumps fortrolige og såkaldte »fikser«. I 2017 sagde Michael Cohen, at han var parat til at »tage en kugle« for præsidenten. Alt dette ændrede sig, da advokaten året efter erklærede sig skyldig i ulovligheder, som han hævdede, at Donald Trump havde instrueret ham til at begå:

Han havde løjet for Kongressen, mens han var under ed, fortalte Michael Cohen, og i 2016 havde han arrangeret ulovlige udbetalinger for 1,8 millioner kroner til to kvinder, som hævdede at have haft affærer med Donald Trump. Alt sammen på Donald Trumps instrukser, påstod han. Den mand, han engang ville tage en kugle for, var en fupmager, sagde han under en høring i Kongressen i 2019 – en løgner, lovbryder og racist.

Donald Trump har da heller ikke mange gode ord tilovers for sin tidligere advokat. Han har blandt andet kaldt Cohen for en rotte og en svindler.

Men nu er Michael Cohen altså blandt de i alt 1.198 fængselsindsatte, som flyttes til hjemmearrest, efter at coronavirussen er brudt ud i landets fængsler, skriver CNN.

De amerikanske fængselsmyndigheder er begyndt at løslade indsatte, der er ikkevoldelige eller særligt udsatte, så der kan blive bedre plads i fængslerne.

At Michael Cohen er blandt disse, kan dog være en overraskelse for nogen. Da han for en måned siden anmodede om at blive løsladt, fordi han følte sig uretfærdigt behandlet af justitsministeriet, tilføjede han også, at han havde bekymringer for virussen. Dengang blev Michael Cohen nægtet tidlig løsladelse.

Ifølge de amerikanske fængselsmyndigheder er 473 indsatte og 279 fængselsbetjente konstateret smittet med covid-19 i USA. 18 indsatte er døde af virussen.

Der er 143.000 indsatte i USAs fængsler.