Hamill er på vej hjem

Den amerikanske landmand Thomas Hamill kunne ikke betale sin gæld, børnenes uddannelse og hustruens operation, så han tog et job som chauffør i Irak. For tre uger siden blev han bortført - søndag stak han af.

Thomas Hamill kort efter sin flugt fra gidseltagerne.<br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Thomas Hamill er på vej hjem.

Den amerikanske historie om modgang og prøvelser, håb og tro, får præcis den afslutning, som en amerikansk historie skal have. Efter at have været holdt som gidsel i tre uger flygtede han søndag fra sine irakiske gidseltagere, løb en lille kilometer hen til en amerikansk patrulje, og i går blev han fløjet til Ramstein-basen i Tyskland for at blive behandlet og genforenet med sin kone.

Og nationen jublede.

For hvem kunne ikke føle for Hamill?

Han var ikke en Battler Britton, han var ikke en eventyrer eller midtvejskrise, han var en 43-årig mælkeproducent, som ikke kunne betale regningerne, og som derfor endte i en lastbil i Irak.

I mere end 30 år havde Hamill-familen drevet farmen Grade A Dairy i den lille by Macon i Mississippi; faderen og onklen etablerede gården på 40 hektar, og Thomas Hamill overtog den, men det var aldrig nemt. Det var altid en dyst mellem priserne og udgifterne, og selv om han løb stærkere og stærkere, kunne han til sidst ikke følge med. Han skulle finde pengene til sine børns uddannelse, 12-årige Tori og 13-årige Thomas skulle i en god skole, og hans kone fik at vide, at hun skulle have en hjerteoperation. Den skulle han også betale. Samtidig ville banken have sine penge.

Desperat
Først solgte han de 30 resterende malkekøer, og han begyndte at køre som lastbilchauffør, men det forslog ikke, og han så sig desperat om efter andre muligheder.

Og dér var Irak.

Hvis han arbejdede et år som chauffør for koncernen Halliburton, hvis han hver dag kørte en lastbil de godt 500 kilometer mellem det sydlige Irak og Bagdad, kunne han komme hjem med trekvart mio. kroner skattefrit - og han kunne betale hjerteoperationen og børnenes skole og banken.

»Jeg var aldrig begejstret for ideen. Jeg var bekymret til døde. Men han gjorde det for familiens skyld,« fortale hans kone, Kellie.

Der er en særlig tapperhed over de mænd, som hver dag - ubevæbnede og ubeskyttede - kører frem og tilbage med forsyninger. De passerer gennem byer, hvor de ofte er omgivet af menneskemasser, de kan ikke komme væk, og så let som ingenting kan terrorister forvandle dem til plukfisk. En granat landede godt en meter fra Thomas Hamills lastbil, og børn kastede ustandseligt mursten mod hans forrude og splintrede den, og alligevel fortalte han i sine breve og e-mails til familien: »Det er ikke så slemt, når man først vænner sig til det. Man skal bare vænne sig til det.«

For tre uger siden blev han så bortført, og guerillaerne truede med at dræbe ham, hvis ikke amerikanerne hævede belejringen af Fallujah.

34 medarbejdere hos Halliburton er blevet dræbt i Irak inden for det seneste år, og en halv snes bortført, men Thomas Hamills historie greb amerikanerne, hans indsats var så uegennyttig, han var så stoisk, og på de billeder, som bortførerne sendte ud, ynkede han ikke sig selv. Baptistpræsten i Macon lovede, at hvis blot menigheden stolede på Herren, så ville Thomas komme hjem, og søndag skete underet så.

Thomas Hamill blev holdt som gidsel i en hytte ved Tikrit, 75 kilometer nord for Bagdad, og søndag eftermiddag lokal tid enten så eller hørte han en amerikansk patrulje i nærheden. Amerikanerne var på stedet for at sikre en olieledning.

Hamill lirkede en dør op, og han løb de godt 800 meter fra hytten og hen til patruljen, en hjemmeværnsdeling udsendt fra New York.

Han vinkede med armene for at sikre sig, at de ikke kørte igen, han tog sin T-shirt af og vinkede med den, og han råbte af sine lungers fulde kraft »jeg er en amerikansk krigsfange, jeg er en amerikansk krigsfange.« Soldaterne troede først, at han var en irakisk landmand, men de kunne se, at han var ubevæbnet, og at han ikke havde sprængladninger på sig, og derfor sigtede de ikke deres våben mod ham, fortalte soldaterne i går ved en pressekonference. Da han kom hen til dem, fandt de ud af hvem, han var - som en af soldaterne sagde, at han var »en god fyr.«

»Det var rart at være der og hjælpe ham - det er noget, som vi alle gerne vil gøre,« sagde løjtnant George Rodriquez ved pressekonferencen.

Hamill førte delingen tilbage til hytten, hvor de anholdt to irakiske guerillasoldater og konfiskerede en AK-47 halvautomatisk riffel. Chaufføren var ved godt helbred, bortset fra et skudsår i den ene arm, et sår, som måske var betændt, og klokken 6.45 om morgenen - amerikansk tid - vækkede han sin kone, Kellie.

»Hans første ord i telefonen var: Hvordan har I det,« fortalte hun i går.

»Er det ikke utroligt? Efter alt, hvad han har været igennem, så spørger han til mig og børnene,« fortalte hun til lokalavisen The Jackson Ledger.

Han fortalte også, at han var blevet behandlet relativt godt, og at gidselstagerne havde givet ham nok at spise og drikke.

Kellie Hamill brød efter samtalen grædende sammen, og gråden vækkede den 12-årige datter, som først troede, at det var dårlige nyheder - men som jublede højt, så højt, at sønnen Thomas også vågnede, da den rette sammenhæng gik op for hende.

Det amerikanske militær bragte i går hustruen til Ramstein-basen, hvor manden er under lægebehandling.

Thomas Hamill er allerede begyndt at tale om, at han vil på arbejde igen - men det bliver ikke i Irak, garanterede hustruen.

»Jeg låser ham inde,« sagde hun til Jackson Ledger. »Han kommer ikke tilbage til Irak.«