De Hamas-ledere, der var mål for et israelsk angreb mod Qatars hovedstad, Doha, tirsdag, overlevede.
Det bekræfter Hamas i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Men fem andre af bevægelsens medlemmer er dræbt i tirsdagens angreb i Doha. Blandt dem er en søn af gruppens eksilerede leder for Gazastriben, Khalil al-Hayya.
Det hold, der forhandler en mulig våbenhvile med Israel, undslap hvad Hamas betegner som et israelsk forsøg på at likvidere dem.
Tidligere sagde Suhail al-Hindi, som er medlem af Hamas' politbureau, til tv-stationen al-Jazeera, at også en af al-Hayyas nærmeste medarbejdere er dræbt.
- Den frie verden må tage afstand til denne forfærdelige forbrydelse og forsøget på at dræbe dem, der forhandler om en afslutning på krigen i Gazastriben, siger han til al-Jazeera.
Qatars indenrigsministerium meddeler, at en sikkerhedsvagt er dræbt.
Khalil al-Hayya har tidligere været mål for israelske angreb og har mistet adskillige familiemedlemmer, som er blevet dræbt af Israel.
Hans kone, tre børn og tre brødre blev alle dræbt i et angreb mod familiens hus i Gazastriben i 2007, skriver nyhedsbureauet dpa.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, advarer om, at "terrorledere" ikke vil være sikre nogen steder.
- De dage, hvor terrorledere kunne nyde immunitet hvor som helst, er forbi, siger han ved et arrangement på den amerikanske ambassade i Jerusalem.
Han tilføjer, at han havde beordret operationen "for at gøre op med morderne og for at sikre den fremtidige sikkerhed for Israels borgere".
Det israelske angreb i Doha kommer, dagen efter at to bevæbnede palæstinensere skød og dræbte seks jøder i et angreb uden for Jerusalem. 11 andre blev såret, heraf seks alvorligt.
Den væbnede gren af Hamas, al-Qassam Brigaderne, tog tidligere tirsdag skylden for mandagens skudangreb.
/ritzau/