Den væbnede del af den islamistiske gruppe Hamas siger mandag aften, at den i sidste uge forsøgte at sætte en fangeudveksling og våbenhvile i stand med Israel.

Sådan lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters på en række lydbeskeder delt på beskedtjenesten Telegram.

- Sidste uge forsøgte vores brødre i Qatar at løslade fjendens fanger, hvad angår kvinder og børn, i bytte for 200 palæstinensiske børn og 75 kvinder, som holdes fanget af fjenden, siger Abu Ubaida, som er talsmand for Hamas' væbnede gren, Ezzedine al-Qassam-brigaden.

- Våbenstilstanden skal indebære en total våbenhvile og tillade, at nødhjælp og humanitær hjælp kan komme ind overalt i Gazastriben.

Ifølge Reuters foreslog Hamas, at våbenhvilen skulle vare fem dage.

Abu Ubaida beskyldte i lydklippene Israel for at "trække tiden ud og danse om" prisen for aftalen.

Konflikten mellem Hamas og Israel blussede for alvor op igen 7. oktober, da den væbnede palæstinensiske gruppe indledte det blodigste angreb mod Israel siden Yom Kippur-krigen i 1973.

Ifølge Israel dræbte Hamas mindst 1200 mennesker og bragte mere end 200 personer ind i Gazastriben som gidsler.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har flere gange pure afvist, at en våbenhvile med Hamas kan komme på tale, før Hamas har frigivet samtlige af gidslerne.

Han har ikke kommenteret Hamas ønske om at få løsladt de 275 palæstinensere, som Hamas omtalte i lydbeskeden på Telegram.

Israel har i kølvandet på Hamas' angreb i Israel tæppebombet Gazastriben og indledt en landinvasion af enklaven.

Ifølge sundhedsmyndighederne i Gazastriben, som er kontrolleret af Hamas' politiske gren, har flere end 11.000 palæstinensere mistet livet i angrebene.

/ritzau/