Hamas fanger leder bag kidnapning

En af lederne bag kidnapningen af BBC-journalisten Alan Johnston er tilsyneladende blevet taget til fange af Hamas.

Den palæstinensiske gruppe Islams Hær anklager mandag organisationen Hamas for at have kidnappet en af dens ledere. Islams Hær hævder, at det er den, der har bortført den britiske BBC-journalist Alan Johnston.

I en skrivelse til journalister siger gruppen, at Hamas' væbnede fløj har såret og kidnappet lederen Khattab al-Maqdissi i løbet af natten.

Talsmand for Hamas Sami Abu Zuhri fortæller, at Maqdissi blev arresteret, efter at han og andre mænd fra Islams Hær åbnede ild mod medlemmer af den såkaldte "Executive Force", der er Hamas' selvudnævnte politi.

Islams Hær er den radikale gruppe, der hævder at holde Alan Johnston fanget. Han blev kidnappet 12. marts og har været bortført i 112 dage.

/ritzau/