»Hamas er ansvarlig, og Hamas vil betale prisen. Æret være mindet om de tre drenge.«

Israelske politikere lover at hævne drabene på tre israelske teenagere. Spørgsmålet er, hvor langt man vil gå.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har i løbet af de seneste uger raset mod Hamas, som han mener står bag bortførelsen af de tre israelske teenagere, som forleden blev fundet dræbt. Netanyahu tildeler også selvstyrepræsident Mahmoud Abbas en del af ansvaret for tragedien. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De israelske politikere lover hævn. Forsvarsminister Moshe Yaalon sagde tirsdag eftermiddag ved begravelsen af den 19-årige Eyal Yifrach, at sikkerhedsstyrkerne »utrætteligt vil fortsætte«, indtil de skyldige i drabene på tre israelske teenagere er fundet og straffet. De »blev kidnappet og myrdet, bare fordi de var jøder,« sagde forsvarsministeren ifølge Times of Israel.

Premierminister Benjamin Netanyahu har i en erklæring gjort det klart, hvor hævnen vil ramme hårdest:

»Hamas er ansvarlig, og Hamas vil betale prisen. Æret være mindet om de tre drenge.«

Allerede natten til i går kort efter fundet af de tre hastigt nedgravede lig nær landsbyen Halhul nord for Hebron på Vestbredden beordrede Netanyahu en række flyangreb på mål i Gaza-striben. Samtidig omringede israelsk militær Hebron og omegn.

Spørgsmålet er, hvor meget videre Israel vil gå.

Ingen kan være i tvivl om, at Israel rent militært er i stand til at foretage sig, hvad man ønsker på Vestbredden og angribe Gazastriben overalt og når som helst. Men alt har en pris og en konsekvens. Netanyahu er trods retorikken tilsyneladende enig med de øverste officerer i det israelske militær om, at Israel ikke i øjeblikket bør vove sig ud i en ny større militær konfrontation med palæstinenserne.

»Ønsker vi virkelig en krig i Gaza nu,« lød det advarende spørgsmål fra forsvarsministeren under et langvarigt møde i landets krigskabinet, hvor økonomiminister Naftali Bennett fra det nationalreligiøse parti »Jødisk Hjem« blandt andet krævede en stor militæraktion mod Gaza og indførelse af dødsstraf for terrordømte. Ze’ev Elkin, et fremtrædende medlem af Netanyahus eget Likud-parti, støtter kravet om dødsstraf, og udenrigsminister Avigdor Lieberman har talt for en israelsk genbesættelse af Gaza-striben.

Øget trusselsbillede

Det taler lige ned i følelserne hos de tusindvis af israelere, der i går mødte frem til begravelserne af de dræbte. Ønsket om mådehold skyldes hensynet til Israels strategiske situation. Borgerkrigen i Syrien har dramatisk øget truslen fra både al-Qaeda og Hizbollah langs Golan-højderne. I Sinaiørkenen har islamiske ekstremister allerede flere gange angrebet ind i Israel. Jordan anses for så skrøbelig, at israelske sikkerhedseksperter for nylig opfordrede til at styrke kongen mod en mulig IS-offensiv (tidligere ISIS).

På Vestbredden er der især blandt unge palæstinensere voksende utilfredshed med selvstyrets samarbejdspolitik med Israel, og en eventuel ny intifada kan både blive blodig for begge parter og gøre det vanskeligere at beskytte sig mod truslerne fra nabolandene. Dertil kommer, at de to tidligere Gaza-konfrontationer mod Hamas-styret førte til voldsom kritik fra Israels vigtige vestlige allierede. Fordi israelsk militær nok kan gøre alt, men en militæraktion kan ikke undgå at føre til voldsomme lidelser blandt palæstinensiske civile.

Gemytter skal dæmpes

I forvejen har både USA og EU de seneste uger i forsigtige vendinger advaret om, at støtten til Israels »ret til selvforsvar« har en grænse, mens selvstyret har anklaget Israel for at mangle proportioner i den hårde fremfærd, som ifølge lokale kilder har ført til seks dræbte, heriblandt stenkastende teenagere, systematiske husundersøgelser og hundredvis af anholdelser. Samtidig har der været angreb på Gaza, mens der fra striben er affyret raketter mod israelske byer.

Problemet for Netanyahu er, at han for at undgå den store konfrontation nu skal dæmpe de gemytter, som han selv har pisket op gennem 18 dage, hvor den israelske offentlighed time for time har fulgt eftersøgningen af de tre forsvundne; de to 16-årige Gil-ad Shaar og Naftali Fraenkel samt 19-årige Yifrach. De religiøse studerende fik et lift fra en bosættelse på Vestbredden og menes myrdet kort efter. Israelske myndigheder har udpeget to palæstinensere som skyldige og siger, at de har forbindelse til den lokale Hamas-organisation i Hebron.

Premierministeren har igennem hele forløbet rettet skarpe anklager mod Hamas-styret i Gaza og placeret hovedansvaret hos selvstyrepræsident Mahmoud Abbas på Vestbredden. Netanyahu har ikke fremlagt beviser for anklagerne. Israelske sikkerhedskilder har anerkendt selvstyrets vilje til samarbejde i efterforskningen, som både førte til udpegningen af de mistænkte og fundet af den udbrændte bil, som morderne samlede de tre dræbte op i. Abbas har også lovet at droppe den aftalte politiske forbrødring med Hamas, der inkluderer valg om et halvt år, hvis der kommer bevis for Hamas-ledelsens involvering i de tre israeleres forsvinden.

Avanceret balanceøvelse

Det efterspil på den tragiske sag, som nu er i gang, vil kræve stor balancekunst af Netanyahu mellem krigerisk retorik og hensynet til Israels sikkerhedsinteresser. Det kan måske afværge en ny stor konfrontation her og nu.

Men det er kun overfladen. To kommentarer om forløbet viser, hvor meget mere Netanyahu, Abbas og de øvrige politiske aktører skal anstrenge sig for at forhindre hadet og mistroen i at sætte sig endnu dybere og uundgåeligt føre til nye tragedier og nye lidelser.

Herb Keinon, diplomatisk korrespondent for Jerusalem Post, skriver:

»De i verden udenfor, der ikke kan begribe, hvorfor Israel ikke er mere ’imødekommende’, ikke er mere villig til at ’ofre noget for freden’, eller ikke forstår hvorfor der bygges sikkerhedshegn, og hvorfor der opsættes forhindringer på vejen, forstår ikke omfanget af de aftryk, som denne slags begivenheder efterlader. For at forstå Israel, for at forstå de mange ting, som dette land foretager sig, er det nødvendigt at forstå den usikkerhed, der gnaver ind i psyken efter begivenheder som denne: Efter kid­napninger, efter raketter affyret på må og få ind i stuer, efter bombeeksplosioner i busser.«

Susan Abulhawa, amerikansk-palæstinensisk forfatter til blandt andet »Morgen i Jenin« har beskrevet den tragiske afslutning på kidnapningen i relation til de begrænsede internationale reaktioner på de to palæstinensiske teenagere, der blev skudt under en demonstration nogle uger forinden:

»Ingen mor burde være nødt til at udholde mordet på sit barn. Hverken en mor eller en far. Det gælder ikke bare jødiske forældre. Vore børns liv er ikke mindre dyrebare, og deres tab er ikke mindre rystende og sjæleligt oprørende. Men der er her en forfærdelig forskel på vurderingen af menneskeliv i den måde, som staten og verden ser på det; hvor palæstinensisk liv er billigt og ligegyldigt, mens jødisk liv er ukrænkeligt.«

Begge kommentarer rammer lige ind i folkesjælen i Mellemøsten. Men det er to folk hver med sin forståelse af virkeligheden.