Den væbnede gren af Hamas, Ezzedine Al-Qassam Brigaderne, har mistet kontakt med to israelske gidsler i Gazastriben.

Gruppen opfordrer Israels militær til at indstille luftangreb og trække sig ud af dele af Gaza By, indtil gidslerne er fundet igen.

- To fangers liv er i reel fare, skriver Ezzedine Al-Qassam Brigaderne i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gruppen beder de israelske styrker om at trække sig tilbage til syd for en bestemt gade i Gaza By.

Israel opfordres også til at indstille luftangrebene i 24 timer fra søndag klokken 18.00 lokal tid "for at give mulighed for at redde fangerne", lyder det fra brigaderne.

I en tidligere meddelelse skrev den væbnede gruppe, at den havde mistet kontakten til de to gidsler på grund af Israels operationer i to sydlige kvarterer i Gaza By i de seneste 48 timer.

I en periode har Israel optrappet angrebene fra både luften og landjorden.

Det er ikke første gang, at Hamas eller en gruppe med forbindelse til bevægelsen meddeler, at den ikke ved, hvor et gidsel befinder sig.

Det skete også med det israelsk-amerikanske gidsel Edan Alexander i april. Han blev fundet igen og frigivet en måneds tid senere.

Siden starten af offensiven mod Gaza By har det israelske militær gentagne gange beordret palæstinensere til at bevæge sig mod den sydlige del af Gazastriben.

I en tale i FN fredag lovede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at "gøre arbejdet færdigt" mod Hamas. Det på trods af skarpe internationale fordømmelser af den udvidede offensiv i Gaza By.

Den igangværende krig i Gazastriben blev udløst af Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023, hvor omkring 1200 mennesker blev dræbt. De fleste af dem var civile.

Af de 251 mennesker, der blev bortført til Gazastriben i forbindelse med angrebet, holdes 48 stadig fanget af Hamas. Kun omkring 20 menes stadig at være i live.

Israels offensiv i Gaza har i løbet af de seneste knap to år kostet mindst 66.005 mennesker livet, hovedsageligt civile.

Det viser de seneste tal fra sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område.

Det er ikke muligt at få opgørelser fra anden side. Men FN anser tallene for at være relativt pålidelige.

/ritzau/AFP