Halløj i boghandelen blev for uudholdeligt

Storbritanniens vredeste boghandler har nu fået nok af sine »useriøse købere« og de utallige klager over måden, han driver sin butik på, at han lukker og slukker.

Kolerisk temperament har Steve Bloom – ifølge flere kunder – tilfælles med hotelejer Basil Fawlty (foto) fra »Halløj på badehotellet«. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

En boghandler i Nordengland med u­ønsket berømmelse som Storbritanniens mest ubehøvlede har vakt lokal begejstring ved at sælge sin butik efter en strøm af klager over hans uforskammede behandling af kunder.

Den 64-årige Steve Bloom bliver af lokale og landsdækkende medier kaldt for bog­verdenens Basil Fawlty, fordi hans adfærd vækker minder om John Cleese i rollen som den koleriske hotelejer i briternes mest elskede TV-grin, der på dansk fik navnet »Halløj på badehotellet«.

Ligesom Basil gav Bloom – ifølge mange klagere – utvetydig besked om, at kunderne mest var til besvær. En kunde fik at vide, at han var til at »få ondt i røven af«. Lokalstyret for Hawes i nationalparken Yorkshire Dales nordvest for Leeds har ifølge avisen Richmondshire Today modtaget 20 officielle klager fra lokale og turister over Blooms opførsel. Kritikken tog til, og Bloom blev landskendt, da han ved årsskiftet begyndte at afkræve kunder et »depositum« på 50 pence for at være i boghandlen. Beløbet blev refunderet, hvis kunderne købte noget.

Seriøse kunder

Bloom erklærede, at han ønskede at sikre sig, at det var »seriøse købere«, der så på bøgerne. Han har under den massive omtale sagt, at han fortryder noget af sit ordvalg og erkendt, at han »ikke rigtig er til mennesker«, men at han siger, hvad han mener uden at forsøde sine ord.

I The Times erklærer Bloom, at han »ikke mener, at han er meget uforskammet, måske lidt eller medium uforskammet, hvis nogen irriterer ham«.

Man kan sige, at to velkendte dogmer bliver udfordret. Bloom mener åbenlyst ikke, at »kunderne har altid ret«. Andre i lokalbefolkningen har på deres side tilsyneladende ikke rigtig kunnet se værdien i, at »dårlig PR er bedre end ingen PR«. Bloom afviser, at han har givet efter for kritikken og den lokale vrede ved at sælge sin boghandel, men han har til Richmondshire Today sagt, at det til sidst var svært for ham at sidde og høre folk tale om »manden, der kræver 50 pence i entré«, og at han ikke vil »savne beklagelserne«.

Lokale har fortalt, at et helt rejseselskab forlod byen i vrede over boghandlerens behandling, mens lokale politikere offentligt har sagt, at de er glade for at slippe for Bloom og forretningsmetoder, der ikke hører til i Hawes.

Basil Fawlty var i øvrigt bygget over en rigtig hotelejer. Hans datter har for nylig fortalt, at Cleese ikke var så langt fra virkeligheden.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien.