Hæderen som Kreml hader

For første gang siden 1969 vinder russisk film en Golden Globe. Men Vladimir Putins kulturminister er ikke spor fornøjet.

Den russiske filminstruktør Andrej Svjagintsev (th.) modtager her sammen med filmens producer, Alexader Rodnyansky, prisen for årets bedste udenlandske film ved Golden Globe-uddelingen i Beverly Hills . Foto: Paul Buck/EPA
Læs mere
Fold sammen

MOSKVA: Det er en triumf for russisk film. Flotte anmeldelser og fine priser regner ned over instruktøren Andrej Svjagintsevs seneste værk »Leviathan«. Filmen er blevet hædret i Cannes og London. Forleden indkasserede den en amerikansk Golden Globe for bedste udenlandske film. Den regnes nu blandt favoritterne ved den snarlige Oscar-uddeling.

»Jeg nåede slet ikke at komme til mig selv,« sagde Andrej Svjagintsev, ør af lykke, efter den seneste prisoverrækkelse i Los Angeles.

Ikke siden den storslåede filmatisering af »Krig og Fred« fra 1969 har en russisk instruktør vundet en Golden Globe. Men denne gang var der ingen lykønskninger fra den russiske regering. Det officielle Rusland udeblev fra prisoverrækkelsen.

Filmen, der handler om en mands kamp mod korrupte magthavere, huer nemlig ikke Vladimir Putins regering.

»Den er talentfuldt udført, men jeg bryder mig ikke om den,« lød dommen fra den russiske kulturminister, Vladimir Medinskij, allerede sidste år.

Avis: Konspiration mod Rusland

En af landets største aviser, den regeringstro Komsomolskaja Pravda, gik i denne uge endnu længere. Filmen er »upatriotisk«, og hele prisoverrækkelsen er en ondsindet konspiration, eftersom filmen viser et »lurvet, uvasket Rusland«, hævdede avisen.

»Det er en absolut anti-russisk film. Derfor elsker de den sådan i Vesten,« supplerede borgmesteren i den landsby, hvor filmen er optaget.

De voldsomme reaktioner er ikke uventede, sagde instruktøren selv. Filmen kredser om netop magtmisbrug i nutidens Rusland. Blandt andet optræder en korrupt borgmester, der – med et portræt af Vladimir Putin på væggen – frarøver filmens hovedperson hans hus.

Men den fortæller også en større historie om magtens væsen og søgen efter tro. Den citerer både Det Gamle Testamente og filosoffen Thomas Hobbes, der brugte det bibelske søuhyre »Leviatan« som et billede på statsmagten.

»Ideerne i hjertet af filmen er relevante overalt,« har instruktøren sagt til den britiske avis The Guardian.

»Men selvfølgelig er det en film om Rusland. Det er en meget russisk film,« forklarede Andrej Svjagintsev.

Forskellige meninger om hvad der er rigtigt

Men det er altså ikke den rigtige slags russiske film, hvis man spørger landets kulturminister, Vladimir Medinskij. Han tilhører den stadigt stærkere fløj i russisk kulturpolitik, der ser film, bøger og teater som lidet andet end våben i en »informationskrig«. I december varslede Medinskij, at film, der fremstiller Rusland som »et lorteland«, ikke længere skal have en eneste rubel i offentlig støtte.

Dagen efter »Leviathan« modtog den fine pris, var den russiske minister igen på banen. Han satte sit navn på et åbent brev, der udråbte en »krig om sindelag«. Onde vestlige kræfter har nemlig indledt en »blitzkrig« mod Rusland, og »den ideologiske modoffensiv« bør være en bølge af patriotiske »film, bøger, udstillinger, computerspil, et patriotisk internet og patriotisk radio og TV,« lyder det i erklæringen, der bærer den russiske kulturministers underskrift.

Magthavere har kontrollen

Russiske filmanmeldere kunne dårligt være mere uenige. De russiske magthavere har forlængst taget kontrollen med landets TV-kanaler og de fleste aviser. Kreml forsøger nu at reducere filmkunst til paranoid storpolitik, lyder det fra instruktører og anmeldere.

»Med samme held kan man sige, at alle priser til Dogville (instrueret af Lars von Trier, red.) er et udspekuleret anti-dansk plot,« skriver anmelderen Jurij Saprykin i en syrlig kommentar på netavisen Meduza.

De fleste af Ruslands verdensberømte forfattere ville således få svært ved at bestå Medinskijs ultrapatriotiske eksamen, påpeger han.

Ruslands egen sammenslutning af filminstruktører har da også trodsigt nomineret netop »Leviathan« som Ruslands bidrag til Oscar-uddelingen. Torsdag afgøres det, om filmen går videre til den afgøren- de runde i dysten om verdens største filmpris.

Det russiske publikum venter dog stadig på den famøse film. Mens det prisbelønnede værk er solgt til 70 lande verden over, så er den endnu ikke rullet over lærrederne i sit hjemland. Ifølge filmselskabet skyldes forsinkelsen filmens brug af bandeord, en brøde, som ifølge en omstridt lov fra sidste år kan begrunde et forbud mod offentlig fremvisning. Filmselskabet har klippet en ny version af filmen – uden bandeord. Den får muligvis premiere til februar, siger distributøren.