Had kan bremse Hillary

Hun er valgets store paradoks. Elsket af venstrefløjen, selv om hun er Demokraternes mest konservative kandidat. Elsket, fordi hun får højrefløjen til at gå amok.

Foto: Stan Honda/AFP

WASHINGTON: Foran Demokraterne ligger en rød løber, og den går direkte mod Det Hvide Hus. På alle parametre er tiden med dem:

George W. Bush er en mere upopulær præsident, end halvdelen af amerikanerne nogensinde har oplevet tidligere. Huspriserne falder, det samme gør dollaren, mens benzinpriserne går op, og folk er utrygge. Irak-krigen trækker ud, selv om volden er formindsket. Republikanerne er plaget af slitage, skandaler og ideologisk forvirring.

2008 er Demokraternes år, hvis de vil, og ingen står med stærkere muligheder for at vinde partiets nominering i de kommende primærvalg end Hillary Clinton, den tidligere førstedame fra 1990erne og nuværende senator fra New York. Hun har i mere end et år ført suverænt i meningsmålingerne og ligger ifølge de seneste mindst 10-15 procentpoint foran Barack Obama på nationalt plan. Alligevel er det nødvendigt at stille et stort spørgsmålstegn ved hendes mulighed for at vinde.

Hillary Clinton er valgets store paradoks. Alle pile peger mod hende, men hun er - udtrykt med en brugt kliche - en fange af sin tid. Et nøgternt blik på hendes politik afslører, at hun er placeret midt i spektret og let vinder titlen som den mest konservative af alle demokratiske kandidater. Hun stemte for Irak-krigen og for at stemple Irans Revolutionære Garde som en terror-organisation, ligesom hun nærmest er en økonomisk høg og lidt af en gammel tante i forhold til sociale spørgsmål som abort og homoseksuelles rettigheder. Ikke desto mindre er hun blevet accepteret af venstrefløjen, som alt andet lige har mere til fælles med f.eks. John Edwards eller Barack Obama.

Amerikanske kommentatorer klør sig i håret over dette paradoks, men forklaringen synes ligetil. Venstrefløjen kan lide hende, fordi højrefløjen ikke kan lide hende. I et dybt splittet samfund som det amerikanske synes det at være tilstrækkeligt. En fremtrædende kommentator som økonomen Paul Krugmann fra New York Times har nærmest erklæret krig mod Barack Obama, fordi Obama - i Krugmanns øjne - ikke er hadet nok af de konservative. Det er, som amerikanerne siger “pay back time”, og forventningen er, at Hillary Clinton er leveringsdygtig i hævn som ingen anden.

Hun er naturligvis respekteret i vide kredse for sit arbejde i Det Hvide Hus, sin seriøsitet i Senatet og hendes gennemslagskraft som kvinde i et land, der endnu ikke har haft en kvindelig præsident. Men vinder hun partiets nominering, vil det i lige så høj grad været hadet til højrefløjen - ikke hendes had, men andres - der gør det for hende.

Omvendt kan det også blive stopklodsen i det egentlige præsidentvalg til november. Halvdelen af amerikanerne kan ikke lide hende. Punktum. Meningsmålingerne viser tydeligt, at ingen kandidater - demokrater som republikanere - fremkalder så voldsomme følelser som Hillary Clinton. Forleden vandt hun en afstemning om, hvem amerikanerne nødigst ser som deres næste præsident - med over dobbelt så mange stemmer som nummer to.

Hendes rivaler i partiet, Barack Obama og John Edwards, gør det til primærvalgets store tema: Hillary er dygtig, men hun splitter vandene, og hun er ikke valgbar, påpeger de - og de rammer en nerve hos mange vælgere.

Med alle parametre på demokratisk side, hvorfor så løbe chancen og stemme på den kandidat, der har sværest ved at slå en republikaner?