Hårde tider på Main Street America

Krisen, der ramte USA for fire år siden, plager stadig. Væksten er lav under Obama, og det mærker butiks-ejerne i enhver by, fordi kunderne køber mindre.

Ray Mahans er butiksdrivende i byen Orange i Virginia og kan mærke krisen, men de vejrer også morgenluft. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ORANGE: Der er stille, virkeligt stille, på Main Street her i Orange, en lille by med 4.778 indbyggere i Virginia, og stilheden er symbolsk for den økonomiske krise, der fortsat er så tydelig i Amerika.

Main Street betyder på amerikansk ikke bare »Hovedgaden«, men er også den politiske betegnelse for »Middelklassen«. Det stik modsatte af Wall Street, der heller ikke bare er navnet på den vej i New York, hvor Børsen befinder sig, men også fællesbetegnelsen for »Overklassen«.Det er middelklassen, der har lidt under den økonomiske krise, der har plaget Amerika de seneste fire år. Under Barack Obamas præsidentskab er den typiske families husstandsindkomst faldet med knap 25.000 kroner om året – et konkret symptom på, hvor hårdt recessionen og den langsomme genopretning rammer.Barbara Bannar, direktør for byens handelskammer, har krisen tæt inde på kroppen:»Her i byen har vi næsten kun små og mellemstore virksomheder, og de lider virkelig. Det, jeg hører fra vores medlemmer, er, at folk stadig sparer på deres udgifter. Dem, jeg kender – og det gælder også mig selv – er simpelthen nervøse for, at krisen ikke er omme. De holder på deres penge – og på den måde står det hele for stille.«

I den gale retning

Krisen er konkret i Amerika: Arbejdsløsheden er tæt ved otte procent, væksten er under to procent, husstandsindkomsterne er faldende, antallet af tvangsauktioner er fortsat højt, forbrugertilliden er lav, og selv de notorisk optimistiske amerikanerne mener for godt to tredjedeles vedkommende, at nationen bevæger sig i den forkerte retning. Det er præcis derfor, at Mitt Romney, den republikanske udfordrer, har en reel chance for at besejre Barack Obama – præsidenten, der for fire år siden blev båret ind i Det Hvide Hus.

Barbara Bannar tænker ikke nationaløkonomisk, men på hvordan tingene ser ud ude i virkeligheden:»Hvis jeg skal sætte et enkelt ord på folk her i Orange lige nu, så må det være »nervøse«. Ingen tør tro på, at vi virkelig er på vej frem – selv om det åbenlyst går bedre nu, end da krisen var værst. Det, jeg inderligt håber, bliver resultatet af valget, er afklaring. Politikerne i Washington skal simpelthen sørge for at genskabe optimismen ved at lægge en plan, som vi alle sammen tror på. Kom nu i gang!«

Mike Roberts, J.S. Mosby Antiques:

For Mike Roberts, 55 år, er den økonomiske krise konkret:

»Vi har ikke haft en eneste god måned, siden krisen satte ind for fire år siden. Ikke én! Folk har ganske enkelt ikke haft råd til at købe antikviteter, som de plejede. Det er faktisk ret trist. Vi kan meget direkte mærke krisen, for i stedet for at komme og købe ting her, så kommer lokale herind for at forsøge at sælge os deres egne minder for at få nogle kontanter i lommen.«Mike har stået bag disken i J.S. Mosby Antiques i Orange i knap ti år, og han kan virkelig berette om en forskel:»De første mange år, hvor jeg arbejdede her, havde vi travlt. Lokale kom herind for at købe gaver og den slags, og turistbusser gjorde stop for at shoppe. Vi tjente godt, og i dag er det nemt at se, hvor privilegerede vi var dengang.«Mike fortæller, at der for fem år siden var hele ni antikvitetsbutikker i Orange. I dag er der kun to. Byen nød godt af de mange turister, der kom for at se James Madison-museet for USAs fjerde præsident, som var fra området. Når busserne holdt på hovedgaden efter besøget, købte de masser af antikviteter som minder.»Turisterne kommer stadig, men de beholder pungen i lommen, så de fleste butikker lukkede, og min, ja, den holder kun lige skindet på næsen.«Mike er dog ikke den rene sortseer, for de seneste måneder har han iagttaget en svag stigning i salget.»Vi har været langt nede, men jeg kan se på vores omsætning, at vi – om end langsomt – kravler op ad igen. Der er stadig langt til de gode tider før recessionen, men det går altså den rigtige vej lige nu. Ikke nok. Ikke hurtigt nok. Men vi bevæger os fremad.«

Ray Mahans, The Barber Shop:

Barberen i Orange er så gammel, at han har set mange kriser, men aldrig en, der har været så langsom som denne:

»Helt ærligt: Det er altså hårdt at få barbersalonen til at hænge sammen. De forløbne fire år har været en lang tur op ad bakken. Folk holder pengene tæt på kroppen, og når de gør det, så gør det ondt på mig.«Ray Mahans, der er 80 år, har drevet sin egen butik i fire årtier, men har været frisør i hele sit liv. Der har været kriser før, understreger han, men de varede normalt kun et år eller to, erindrer han.»Folk plejer altid at sige: »Ray, du mærker jo aldrig krisen, for folk skal jo klippes under alle omstændigheder!« Det er bare ikke helt rigtigt, for når der er smalhals, venter mine kunder simpelthen længere mellem hver klipning, så det mærker jeg hurtigt. Her er slet og ret færre kunder om ugen.«Ray forklarer, at han er heldig med at have ejet sin salon i så mange år, at han ikke har nogen husleje. De eneste udgifter er til nye sakse og den slags, siger han, så reelt skal han bare tjene til sit eget personlige forbrug.»Jeg kan lige få tingene til at hænge sammen, men jeg bliver ikke rig, ja, faktisk kan jeg ikke lægge en eneste dollar til side. Heldigvis har min hustru også et arbejde, så vi klarer os lige igennem.«

Anette Barrett, Lacy’s Florist:

Midt under krisen findes der – heldigvis – fortsat initiativrige mennesker, der ønsker at blive selvstændige. Annette Barrett, 48 år, er et af dem:

»Jeg har handlet i denne her blomsterbutik i mange år, og jeg kunne i de forløbne få år se, hvordan den tidligere ejer kun lige kunne få forretningen til at hænge sammen. Da jeg vidste, at hun var interesseret i at sælge, slog jeg til, for jeg besidder virkelig den der lyst til at være mig selv.«Det er et halvt år siden, at Anette købte Lacy’s Florist – og hun forklarer, at det har været hårdt:»Sommeren var svær. Jeg solgte ikke ret meget og havde ærlig talt problemer med at få butikken op i gear. De seneste par måneder har været bedre, men det er stadig ikke nogen guldrandet forretning.«Anettes speciale er blomster til bryllupper, og her er det meget tydeligt, at folk holder igen med at købe så store arrangementer, som de gjorde før krisen. Den normale buket, som typisk blev indkøbt tidligere, kostede omkring 65 dollar (375 kroner), mens kunderne i dag nøjes med at købe for 35 til 45 dollar (200 til 250 kroner).»Folk her i Orange er ganske enkelt stadig rigtigt nervøse for økonomien. De er bange for, at der kommer endnu et tilbageslag, så de holder tilbage med at købe noget. Det er en ond cirkel, for når kunderne ikke køber så meget, går økonomien jo i stå. Helt konkret ville jeg gerne hyre en medhjælper, men det tøver jeg med på grund af den fortsat for lave omsætning – og det er jo noget skidt.«

Randy Cooper, Elmood at Sparks:

Restauranten på Main Street plejede at være et af de steder, hvor både lokale og turister væltede ind. Ikke længere, forklarer Randy Cooper:

»Folk holder ganske enkelt deres forbrug så meget nede, som de kan. Vi håber alle sammen på en ægte økonomisk genopretning, men den er der i hvert fald ikke endnu, og det lider vi alle sammen under.«Randy Cooper, 40 år, er både ejer og chefkok på Elmood at Sparks, et fint lille spisested, som han selv overtog på det værst tænkelige tidspunkt – lige før krisen satte ind.»Lige inden krisen var vi i færd med at bygge restauranten op, men i efteråret 2008 blev vi ramt af en kølle i ansigtet. Økonomien gik i stå, og noget af det første, som folk sparer på, er at spise ude. Især på de steder, der er lidt dyrere.«Sidste år var det værste, forklarer Randy, så han besluttede sig for at gå fra sin oprindelige idé, der udelukkende var baseret på et menukort, til nu især at fokusere på en tre retters-menu til en lavere pris: 35 dollar (200 kroner) for forret, hovedret og dessert.»Jeg var tvunget til at sænke prisen for at få kunderne ind i restauranten. Det er ikke helt optimalt, for normalt ville jeg godt kunne have fået fem til ti dollar (30 til 60 kroner) ekstra per gæst. Verden er bare ikke så god ved os lige nu. Krisen gør stadig ondt.«Randy brokker sig ikke. Han ser muligheder og ligner således den ikoniske amerikanske optimist:»Sidste år var vores værste år, men dette år er klart bedre. Vi er ikke – slet ikke – på det niveau, vi ønsker, men, hey, det går den rigtige vej.«