Guvernør: Ti er dræbt i skoleskyderi i Texas

Ti er døde og ti såret i skoleskyderiet i Texas fredag. Det oplyser guvernør Greg Abbott ifølge AFP.

Foto: STUART VILLANUEVA/The Daily News. Foto fra Santa Fe, Texas.
Læs mere
Fold sammen

Ti mennesker er dræbt i forbindelse med et skoleskyderi fredag på Santa Fe High School i Texas. Det bekræfter delstatens guvernør, Greg Abbott, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ti andre er såret, siger Abbott.

De fleste af dødsofrene er elever på skolen, oplyste den lokale politichef i Harris county, Ed Gonzalez, på en pressekonference tidligere fredag.

Under gennemsøgningen af skolen og området omkring den har politiet fundet bomber, bekræftede Gonzalez på pressekonferencen.

Politiets bombeeksperter gik efterfølgende i gang med at uskadeliggøre dem.

Politichefen tilføjer, at to af skolens elever er anholdt i sagen. Det drejer sig om en formodet gerningsmand på 17 år og en, som "kan have vores interesse", og som politiet er ved at afhøre, siger Gonzalez.

Han oplyser, at seks mennesker er indlagt efter skyderiet, og at en betjent er blandt de ramte.

En læge oplyste tidligere til ABC 13, at tre patienter lå på operationsbordet på et lokalt sygehus. Et af skudofrene er under 18 år, tilføjer han.

En elev på skolen oplyste tidligere til tv-stationen KTRK, at hun så gerningsmanden skyde en pige i foden.

Et andet øjenvidne tilføjer, at brandalarmen gik i gang på skolen omkring klokken 7.45 lokal tid (14.45 dansk tid), og at eleverne så forlod deres klasseværelser.

Skyderiet udløste en fuld såkaldt lockdown ved Santa Fe High School. Tv-billeder viste et stort opbud af politi og redningsmandskab ved skolen.

Præsident Donald Trump skriver på Twitter, at han sørger over det "forfærdelige tab af liv".

- Vi er med jer i denne tragiske stund, og vi vil være med jer altid, lyder det fra præsidenten.

/ritzau/