Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De russiske styrker i det østlige Ukraine har søndag optrappet angrebet på Sievjerodonetsk, den største by i regionen Donbas.
Ukraines regering siger, at den håber på snarest at modtage længererækkende våben fra Vesten, som den ukrainske hær har et desperat behov for.
Rusland har de seneste dage gjort langsomme men solide fremskridt på slagmarken i Donbas, som omfatter de to regioner Luhansk og Donetsk.
Det synes at markere et foreløbigt vendepunkt i krigen, der har bevæget sig ind i den fjerde måned.
De russiske styrker er tæt på at have indtaget hele Luhansk. Det var et af de begrænsede mål, som præsident Vladimir Putin offentligt erklærede var hensigten med Ruslands »særlige operation« i nabolandet. Angrebet i Ukraine må i Rusland ikke omtales som en krig.
Sievjerodonetsk er fortsat under den ukrainske hærs kontrol. Men under meget vanskelige betingelser. Byen havde inden krigen cirka 100.000 beboere.
»Situationen er optrappet helt ekstremt,« siger guvernøren i Luhansk, Serhij Gajdaj.
Han fortæller, at bombardementerne af byen er så intense, at det ikke har været muligt at få et overblik over sårede og dræbte. Ej heller hvor store skader der er sket på byen.
Han fortalte fredag, at det måske kan blive nødvendigt at trække de ukrainske soldater ud af byen for at forhindre, at de tages til fange af russerne.
Rådgiveren for Ukraines præsident Mykhailo Podoljak gentager søndag en opfordring til Vesten om at sende USA-fremstillede granatkastere og raketter, der kan ramme mål på stor afstand.
Amerikanske regeringsfolk har fortalt Reuters, at det overvejes, og at en beslutning vil blive taget de nærmeste dage.
Podoljak minder om, at Rusland bruger langtrækkende våben til deres angreb i Donbas.
»Det er svært at kæmpe, når du angribes 70 kilometer derfra og ikke har noget at kæmpe tilbage med. Vi har brug for effektive våben,« siger han.
/ritzau/Reuters