Guldstatuer og smykker for syv millioner kroner er blevet stjålet fra et museum ved Gardasøen
50 genstande er natten til torsdag blevet stjålet fra et italiensk museum. Nu er det italienske kunstpoliti gået ind for at efterforske sagen.

50 genstande er natten til torsdag blevet stjålet fra et italiensk museum. Nu er det italienske kunstpoliti gået ind for at efterforske sagen.

Siden december 2023 har det italienske museum Museo d'Annunzio Segreto i byen Vittoriale degli Italiani, Italien udstillet billedhuggeren Umberto Mastroiannis guldstatuer og smykker.
Udstillingen skulle ellers slutte fredag den 8. marts, men torsdag morgen opdagede museets ansatte, at udstillingsrummet var blevet tømt fuldstændig for de udstillede værker.
Det skriver The Guardian.
Blandt de stjålne genstande er blandt andet guldstatuer, armbånd, ringe, nåle og brocher lavet af Mastroianni. Tilbage på museet fandt medarbejderne ét enkelt smykke, som tyvene formentlig tabte, da de flygtede derfra.
En rapport fra en lokal avis ved navn Brescia Today skriver, at tyvene har fået adgang til museet via en servicedør, hvor de deaktiverede alarmen.
I alt er der blevet stjålet for omtrent 7,5 millioner kroners værdi af smykker.
Det italienske kunstpoliti, som også kaldes for Carabinieri T.P.C., er på nuværende tidspunkt ved at efterforske røveriet.
Sidste år anholdt det italienske kunstpoliti 16 kunstsmuglere og genfandt over 3.500 kunstgenstande, som primært var fra den græsk-romerske oldtid, skrev Reuters tilbage i maj 2023.
De 20 guldstatuer og 30 smykker blev skabt mellem 1950erne og 1960erne af kunstneren, som var en af de mest berømte italienske kunstnere i det 20. århundrede. Han døde tilbage i 1998.