Guldmine i Centralafrika lukker efter kollaps med 100 døde
Illegale minearbejdere befandt sig i guldmine, der tirsdag styrtede sammen i Den Centralafrikanske Republik.

Illegale minearbejdere befandt sig i guldmine, der tirsdag styrtede sammen i Den Centralafrikanske Republik.

Regeringen i Den Centralafrikanske Republik har lukket en guldmine, efter at den kollapsede tidligere på ugen.
Det siger Ruffin Benam Beltoungou, der er landets minister for miner og geologi, ifølge nyhedsbureauet AP.
Ministeren siger, at minen ikke har overholdt standarder for minedrift og fulgt administrative påbud.
Samtidig fortsætter en undersøgelse, der skal afklare, hvorfor guldminen styrtede sammen.
Mindst 100 personer blev dræbt i ulykken, der skete tirsdag eftermiddag. Der er også flere tilskadekomne.
Minen, der er kendt som Zamboye-guldminen, var i forvejen lukket, men illegale minearbejdere arbejdede videre på stedet.
En betydelig del af befolkningen i Den Centralafrikanske Republik er ifølge AP afhængige af at udvinde mineraler i beskedent omfang for at overleve.
Minearbejderne løber ofte en stor risiko, da de ikke har tilstrækkeligt sikkerhedsudstyr.
Torsdag blev redningsarbejdet ifølge nyhedsbureauet AFP indstillet, da minen fortsat styrtede sammen som følge af jordskred. Kraftig regn havde oversvømmet de nederste dele.
Den Centralafrikanske Republik oplever jævnligt, at en af landets mange miner kollapser.
I juli kollapsede Be-Mbari-guldminen, hvilket kostede over 20 personer livet, skriver AFP. I midten af marts mistede syv personer livet i en mine i landsbyen Ngourroum, mens 20 personer blev dræbt i Gordi i februar.
Jorden i det afrikanske land, der har 5,6 millioner indbyggere, er rig på guld og andre mineraler.
Zamboye-guldminen ligger i den vestlige del af landet ved Kadei-floden nær grænsen til Cameroun.
Den Centralafrikanske Republik grænser foruden Cameroun op til Tchad, Sudan, Sydsudan, DR Congo og Congo.
Landet er arealmæssigt 14 gange større end Danmark.
RITZAU