»Gud skaber os – og derfor er abort et mord«

Abort har været lovligt i USA lige så længe som i Danmark, men amerikanerne er fortsat dybt splittede. Emnet viser religions enorme politiske betydning.

Abortmodstandere beder for de ufødte børn foran abortklinikken på Futton Street i den konservative by Grand Rapids. Abortspørgsmålet deler den amerikanske befolkning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg slog mit barn ihjel.«

Der er helt stille i bønnerummet. Pat, i dag 53 år, lader et øjeblik tårerne trille ned ad kinderne. En kvinde, som sidder ved siden af, lægger trøstende sin hånd på hendes lår.

»Jeg var en egoist dengang – for jeg tænkte, at det barn simpelthen stod i vejen for mit liv. Barnet var ubekvemt for alt det, jeg gerne ville. Derfor syntes beslutningen let: Jeg fik en abort. Jeg slog mit barn ihjel.«

Pat, dengang 17 år og gymnasieelev, havde forfærdet opdaget sin graviditet. Hun og kæresten, som i dag også er hendes mand, var slet ikke parate til at få et barn dengang i 1986.

»Vi snakkede næsten ikke om det. Faktisk tænkte vi kun på, hvor pinligt det ville være at få et barn så tidligt. Vi vidste, at der lå en abortklinik ikke ret langt fra, hvor vi boede, så jeg gik derhen. Aborten blev ordnet – og da jeg gik ud af bygningen igen, ville jeg bare glemme det hele. Jeg bed ydmygelsen i mig – og holdt skammen ud i 30 år.«

Pat smiler på en sørgelig måde, da hun er færdig med at fortælle. Så holder hun en lang pause, rømmer sig, inden hendes øjne begynder at lyse:»Heldigvis er Gud barmhjertig. Han tog mig i hånden, så jeg oplevede et mirakel. Jeg fandt ud af, at Vorherre kunne bruge mig og min historie til at hindre flere aborter. Derfor er jeg her.«

Vi er i Grand Rapids i delstaten Michigan, en af USAs mest konservative byer, og vi sidder i en bygning med en utrolig historie: 72 Ransom Avenue, der ligger i byens hjerte, var oprindeligt en kirke, men fra 1973, da abort blev tilladt i Amerika, og frem til 2004 var den områdets største abortklinik, hvor der blev foretaget tusindvis af aborter. I dag er den centrum for »Life« – en organisation, der bekæmper abort.

Lige ved siden af bønnerummet – bare fem meter fra det sted, hvor Pat Vanderkolke lige har genfortalt sin historie – står et af operationsrummene fortsat intakt. Her bliver børn og unge ført ind for, som Pamela Rookus, en af organisationens frivillige, forklarer, at få synliggjort, hvad der sker under en abort.

»Abort blev tilladt, da jeg var 12 år, men i de første år var det alligevel noget, der foregik i det skjulte og i reglen med skam. I dag kan jeg med dyb sorg konstatere, at moralen fuldkommen har ændret sig på bare en generation. Alt for mange unge piger og kvinder – og med dem de drenge og mænd, som gør dem gravide – tager livet alt for let. Abort, tænker de, det er en nem måde at hindre al besværet med at få et barn på. Det er en tragedie.«

Pamela Rookus er en arg abortmodstander – »«, altså »for livet« som de kaldes på amerikansk – og hun tager, selvfølgelig, udgangspunkt i Biblen. Nærmere betegnet i Skabelsesberetningen fra 1. Mosebog, som hun betragter som det vigtigste budskab af alle:

»Gud skabte mennesket i sit billede,« siger hun sagte:

»Det, som Gud skaber, er altid skabt med et formål – og det er ikke op til os mennesker at betvivle dette formål. Det barn, som Vorherre skaber, har en mening. Det er liv, og det må vi aldrig slå ihjel.«

Pamela Rookus definerer livets begyndelse:»Livet begynder ved undfangelsen: Det vil sige det øjeblik, hvor mandens sæd møder kvindens æg. Gud skaber i det moment mennesket. I mit univers er der ingen forskel på den enæggede første celle, der eksisterer i de første timer, og så det fødte barn. Det er et menneske, skabt i Guds billede – og derfor kan jeg aldrig, aldrig, acceptere en abort, for det er slet og ret et mord.«

Frem til 1973 afgjorde den enkelte delstat, om abort var lovligt, men med en historisk afgørelse fra Højesteret blev abort en universel rettighed i Amerika. Den dag i dag er emnet imidlertid stadig ét af dem, der kan dele amerikanerne mest. Meningsmålinger viser igen og igen, at USA er delt midtover – mellem »«, som kæmper imod abort, og »«, altså »for valget«, der giver den enkelte kvinde retten til selv at bestemme, om hun vil have barnet eller ej.

Under præsidentvalget ulmer abortdiskussionen konstant. Barack Obama er tilhænger af fri abort, mens Mitt Romney kun ønsker abort efter voldtægt, incest, og hvis moderens liv er i fare. Blandt vælgerne er emnet ofte ikke politisk, men derimod religiøst – og da fire ud af ti amerikanere går i kirke flere gange om måneden, fylder emnet meget. For enkelte politikere er emnet uden sidestykke det vigtigste af alle:»Jeg er politiker, fordi jeg kæmper for livet,« forklarer Tom Hooker, republikansk medlem af Michigans kongres.

»Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde vil jeg støtte en politiker, der går ind for fri abort. Lakmus-prøven for mig er altid: Er du for livet, eller er du parat til at gribe ind i Skaberens værk?«

Republikaneren mener i den grad, hvad han siger: Han har stemt nej til de seneste to finanslove for Michigan – som den eneste republikaner – alene fordi der i det enorme budget var afsat nogle få hundredetusinder dollar til »PlannedParenthood«, som er en organisation, der blandt andet rådgiver om muligheden for abort.»

Jeg vil aldrig – læs mine læber: – stemme ja til en finanslov, hvis der gives så meget som en øre, der kan føre til en abort.«Tom Hooker sidder med sin hustru, Pam, ude på terrassen ved deres hus på landet uden for Grand Rapids. I årtier har de uge efter uge stået på fortovet uden for abortklinikker for at forsøge at tale unge piger fra at få en abort. Pam tager ordet:

»Det vigtigste i verden er at være tro mod Gud og Jesus. Skabelsesberetningen er uomtvistelig: Gud skabte mennesket i sit billede.«

Pam Hooker er ikke én, der bare snakker: For nogle år siden var hun tæt på at ryge i fængsel, fordi hun nægtede at betale en bøde, hun havde fået, da hun var trådt ind på en privat abortkliniks grund for at overtale en ung pige til at lade være med at få en abort.

»Jeg så en pige, der trist gik ind mod abortklinikken. Jeg bad for hende. Jeg tryglede hende om at lytte, da hun passerede mig på fortovet. Hun skulle vide, at der var en anden vej. At livet ikke behøvede at slutte for det uskyldige barn i hendes livmoder. Hun gik videre, ind på grunden, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg fortsatte ind på klinikken – for jeg ville redde Guds liv.«

Pam nægtede at betale bøden og kom for en dommer, som truede med indespærring, hvis hun ikke fulgte hans dom.»

Jeg stod fast – og sagde til ham, om han også ville have spærret mig inde for at have gået ind på en privat grund, hvis jeg havde grebet ind, hvis et mord på en toårig pige var undervejs? For mig er der nemlig ingen forskel: Et menneske er lige meget værd fra det øjeblik, at undfangelsen finder sted, som når det kan gå på to ben. Derfor er abort et mord.«

De fleste, der får en abort i Amerika, gør det, fordi de ikke føler, at de kan overkomme at få et barn. Måske fordi de er fattige. Måske fordi de hellere vil vente. Måske fordi de slet ikke har lyst til at blive mor. For abortmodstanderne er det afgørende at sikre, at der er et alternativ. Det bedste, ifølge dem, er naturligvis at føde barnet og blive mor – og far, idet kernefamilien er helt central. Det næstbedste er at bortadoptere barnet. For den ægte troende er det derfor at sætte handling bag sine ord at adoptere uønskede børn.

I Wyoming, en lille by uden for Grand Rapids, bor politibetjenten Mark Price og hans hjemmegående hustru, Sandi Price – og de lever deres religion og tro fuldt ud. Ud over deres egne fem børn, som er mellem 18 og 30 år, har de adopteret fem andre børn, der er fra ni måneder til 11 år gamle.»

Vi fulgte vores tro,« forklarer Sandi med et smil: »Hvis en mor ikke synes, at hun kan klare at få et barn, så må løsningen aldrig være en abort. Så må vi andre, der har overskud, træde til, og tage os af Guds barn.«

Mark Price fortæller, at det i den forbindelse intet betyder, at de har mistet det meste af deres opsparing på at adoptere børnene.»

I ti år gik jeg rundt med en knugende fornemmelse af frustration. Jeg havde ikke fred, for jeg vidste, at der var noget, jeg manglede at gøre. I dag ved jeg, at dét, der gjorde ondt, var, at jeg endnu ikke havde erkendt, at jeg kunne hindre mord på små mennesker ved at åbne mit hjem for adoption. Det er den største gave i mit liv.«

Sandi Price fortæller også, at Gud i Biblen i fortællingen om Esther viser, at der er en mening med alle liv: Esther blev født i usle kår, får et svært liv, når at være slave, blive voldtaget og ydmyget på alle tænkelige måder, inden hun ender som den persiske dronning, der senere hindrer, at det jødiske folk bliver udslettet.»

Kan du se det? Gud havde også en mening med alle Esthers lidelser – nemlig at det forberedte hende på den heltedåd, hun senere stod for. Moralen er klar: Alle liv giver mening – selv når det sommetider ser allersværest ud.«

Tilbage i bønnerummet i Grand Rapids har Pat Vanderkolke, som efter sin abort som 17-årig senere fik to børn, mere på hjerte:

»Hver gang jeg i dag ser en person, der er midt i 30erne, har jeg det svært – fordi den mand eller kvinde minder mig om det første barn, som jeg aldrig fik. Det giver simpelthen et stik i mig. Jeg tror aldrig, at jeg glemmer, at jeg kunne have været mor til et barn mere. Det er den historie, jeg gerne vil have alle, der overvejer at få en abort, til at forstå.«

Lidt længere henne ad gaden – uden for Heritage Clinic, der i dag er byens største abortklinik – er demonstranterne samlet i bøn. De er midt i den årlige »40 Days for Life-kampagne«, hvor abortmodstandere i hele Amerika fra slutningen af september til begyndelsen af november intensiverer deres tilstedeværelse og beder for livet.»

Gud skabte os. Det må ingen politiker forsøge at omgå,« fastslår Pat Vanderkolke.