Guatemala vil også flytte sin Israel-ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem

Det globale skænderi om Jerusalem fortsætter – det samme gør de voldelige sammenstød. Senest i hælene på, at Guatemalas præsident Jimmy Morales har varslet, at han har bedt landets regering om at flytte Guatemalas ambassade til Jerusalem.

Guatemalas præsident Jimmy Morales og premierminister i Israel Benjamin Netanyahu Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL

USA er ikke længere det eneste land, der ønsker at flytte sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Næsten tre uger efter USAs præsident, Donald Trump, officielt anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og varslede flytning af den amerikanske ambassade til byen, følger det mellemamerikanske land Guatemala trop. I en opdatering på Facebook varsler landets præsident, Jimmy Morales, at han har bedt landets regering om at flytte Guatemalas ambassade til Jerusalem.

Forud for sin opdatering talte Jimmy Morales i telefon med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

»Et af de vigtigste emner, vi talte om, var en flytning af ambassaden til Jerusalem. Jeg har nu bedt om at indlede forberedelserne, så flytningen kan finde sted,« står der i Facebookopdateringen fra Morales.

Guatemalas beslutning om at flytte sin ambassade til Jerusalem skuffer den palæstinensiske ledelse.

»Det er en skuffende beslutning, som vi må bekæmpe med politiske og diplomatiske midler,« siger Majdi al-Khalidi, rådgiver for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, til Jerusalem Post.

Siden Donald Trumps tale 6. december har der været sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelske sikkerhedsstyrker på Vestbredden og i Gaza.

På politisk niveau har præsident Mahmoud Abbas udtalt, at palæstinenserne ikke længere ser USA som en fredsmægler, og at den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, under sit kommende besøg ikke vil være velkommen i Det Palæstinensiske Selvstyre.

Som reaktion på USAs anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad besluttede Betlehems borgmester at aflyse al fejring af julehøjtiden, som ikke er religiøse ritualer.

»Vi har besluttet at begrænse fejringen af julehøjtiden til religiøse ritualer som et udtryk for vrede,« siger Betlehems borgmester, Anton Salman, ifølge Times of Israel.

Torsdagens afstemning i FNs Generalforsamling, hvor et flertal af de 193 lande erklærede USAs anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad for »ugyldig«, er blevet modtaget med tilfredshed af den palæstinensiske ledelse. Samtidig har Israel dog bidt mærke i, at 35 lande undlod at stemme, mens syv lande stod side om side med USA og Israel.

Forud for FN-afstemningen truede Donald Trump i en TV-transmitteret udtalelse med, at det kan få økonomiske følger at gå imod USAs beslutning om at erklære Jerusalem for Israels hovedstad.

I løbet af søndagen meddelte USA ifølge dagbladet Yediot Aharonot, at man vil skære 250 millioner dollar – det svarer til 1,5 milliard kroner – af sin støtte til FN i 2018 og 2019.

»FNs ineffektivitet og ødslen med penge er velkendt. Vi vil ikke længere lade det amerikanske folks generøsitet blive udnyttet. Denne historiske reduktion i udgifterne er – sammen med mange andre tiltag til et mere effektivt og ansvarligt FN – et stort skridt i den rigtige retning,« står der ifølge Yediot Aharonot i den officielle amerikanske meddelelse.