Guantanamo er tættere på lukning

Første arbejdsdag: Møde med kriseteam plus møde med krigskabinet. Hverdag for Obama.

Barack Obama er trukket i arbejdstøjet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jim Watson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med et hurtigt pennestrøg ophævede præsident Barack Obama reelt den nødret, som hans forgænger havde indrettet på Guantanamo-basen. Nu er det effektivt slut med at retsforfølge tilbageholdte fanger – uden at give dem samme rettigheder som alle andre.

Formelt skete det ved, at Obama bad militærretten på den amerikanske base på Cuba om at suspendere de to igangværende »retssager« i 120 dage mod indsatte, der mistænkes for at have været med til at planlægge terrorangrebet på USA i september 2001. Rettens dommere efterkom straks ønsket. Vurderingen i USA er imidlertid, at den nye amerikanske regering vil bruge den tid, de nu har fået, til at finde en endelig løsning på Guantanamo-problemet.

Ifølge Reuters har Obama allerede fået udarbejdet et dekret, som vil føre til lukningen af lejren inden for et år. Kun præsidentens underskrift mangler. De kommende dage skal bruges på at finde de rette juridiske måder at løslade eller overføre fangerne på. En omfattende undersøgelse af, hvad der rent faktisk er foregået i lejren af mulige overtrædelser af den amerikanske forfatning og af internationale menneskerettigheder ventes også iværksat.

Fangelejren, der blev oprettet i begyndelsen af Afghanistan-krigen i januar 2002, har været en hjørnesten i Bush-regeringens krig mod terror. Ved en juridisk tvivlsom handling betegnede man tilfangetagne påståede terrorister som »illegale kombattanter« – hvilket betød, at de indespærrede ingen rettigheder havde. Anklager om tortur mod de tilbageholdte har været konstante – også fra tidligere amerikanske ansatte på basen.

Lejren mødte fra begyndelsen stor kritik – og i den seneste amerikanske valgkamp lovede Obama en hurtig lukning. Den nye præsident så lejren og dens omgåelse af det enkelte menneskes rettigheder og brug af torturlignende metoder som et brud på amerikanske værdier.

Den lukning er nu på vej – og ironisk nok på selve dagen, hvor sagen mod Khalid Sheikh Mohammed, en af de tilbageholdte, skulle i gang. Han blev fanget i Pakistan i 2003 og har været på Guantanamo siden 2006 – anklaget for at være en af hovedmændene bag 11. september. Netop i går onsdag – på dagen, hvor retssagen blev afblæst – ville Khalid Sheikh Mohammed have indrømmet sin skyld. Det får han nu ikke lov til.

Præsident Obama brugte i det hele taget en stor del af sin første dag i det berømte ovale kontor i Det Hvide Hus på at blive fuldt opdateret på den sikkerhedspolitiske situation. Hans krigskabinet briefede ham intenst på udviklingen i Irak og Afghanistan. Obamas to valgkampløfter – om at bringe de amerikanske tropper ud af Irak senest i maj 2010, og om at indsætte et meget stort antal ekstra styrker i Afghanistan – sætter maksimalt pres på den nye præsident.

Hans første telefonopkald gik til fire af de centrale ledere i det urohærgede Mellemøsten – to demokratisk valgte, nemlig den israelske statsminister Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, og to diktatorer, nemlig kong Abdullah i Jordan og Hosni Mubarak i Egypten. Opkaldene viser både, at Obama som alle tidligere præsidenter er tvunget til at bruge meget tid på denne region, og at han er lige så pragmatisk som sine forgængere, når det handler om at anerkende visse ikke-folkevalgte ledere.

Den nye præsident samlede også kredsen af sine nærmeste økonomiske rådgivere for at få et samlet overblik over den enorme krise, som USA befinder sig midt i. Samlet ser de økonomiske krisepakker, der allerede er igangsat eller er på vej, ud til at kræve mere end 1.600 milliarder dollar fra skatteyderne. Et hidtil uset stort beløb for en amerikansk regering at bruge.

Obamas dagsorden er kolossal – og han formulerede sig tydeligt om omfanget af den ved sin tiltrædelsestale tirsdag:

»I dag vil jeg sige til jer, at de udfordringer, vi står overfor, er virkelige nok. De er alvorlige, og de er mangfoldige. De vil ikke kunne imødegås uden videre, endsige på kort tid. Men dette skal I vide, Amerika. De vil blive imødegået.«